1851 – 1852
Det første brevsamlingssted bliver oprettet i Vindeby. Posten skulle modtagerne dog selv hente der. Postbude kendte man endnu ikke til. Maren Christensen fra Bjerreby gik dog under navnet ”Postkonen” eller ”Ma´Postens”. En række af øens beboere havde engageret hende til at hente deres post i Vindeby. Onsdag og lørdag tog hun derfor til fods med sin trækvogn til Vindeby og også videre til Svendborg. Hun afhentede breve og aviser, det var dog meget sparsomt, hvad der var af post på det tidspunkt. Men hun besørgede også ærinder for folk og købte brød og kager i byen til videresalg på hjemturen.
1852
Den 11/6-1852 bliver byfogeden i Svendborg Købstad, iflg. Kongelig resolution, beskikket til også at være birkedommer og skriver i Taasinge Birk.
1853
Iholm skatten, en stor sølvskat bliver fundet efter at en muldvarp har skudt nogle sølvmønter op til jordoverfladen på øen Iholm. Skatten er overdraget til Nationalmuseet.
1857
Den 3/8-1857 får møller Feldthusen fra Staus Mølle i Bjerreby Sogn skøde på en parcel af Landet Præstegårds mark efter at have betalt 200 rdl. En mølle skal opføres på parcellen.
1858
Den 21/9-1858 bliver færgemand Niels Nielsen Løves enke, Marie Kirstine f. Boye viet til Lars Rasmussen Møller. Han bliver herefter gård- og færgemand i Vindeby.
1861
Den 20/11-1860 strandede en 6,6 meter lang døgling hval ved Tvedskov i den lille bugt Salmekrogen.
Den fik en ublid medfart i forbindelse med, at de lokale fiskere m.fl. tog livet af den. Beskrivelse findes i Illustreret Tidende fra 2/12-1860.
1861
En ny færgebro bliver etableret i Vemmenæs. Den er 850 fod lang. Stamhuset har kun færgeprivilegium på Tåsingesiden.
1864
Sidst på året opføres en mølle i Landet. Materialer fra en nedtaget mølle i Ærøskøbing bliver genbrugt. Første forpagter bliver Rasmus Christensen (Teglmand).
Selv om de langt fra ejede lige meget, kunne mølleren nu med god ret sige: ”Det er mig og baronen, der ejer hele øen!”
1866
Færgeretten ophæves for Rudkøbing By.
1866
En forbindelse med postdampskib mellem Svendborg-Rudkøbing og Ærø bliver etableret.
1867
Den 22/6-1867 bliver Arbejds- og Fattiganstalten indviet i Gl. Nyby i bygningen med nuværende adresse Gammel Nybyvej 44. Senere blev der Alderdomshjem.
1869
Den 16/8-1869 bliver der ansat et postbud til at bringe posten ud til de forskellige afleveringssteder, dog ikke til enkeltmand.
1869
Taasinge Læseforening med bogsamling bliver stiftet.
1869
Troense Sygekasse Forening bliver stiftet.
1870
Fra nytår får brevsamlingsstedet i Vindeby status som postekspedition.
1870
Iflg. lov af 1. juli 1870 bliver embedet som birkedommer og skriver i Tåsinge Birk forenet med embedet som byfoged i Svendborg. Den daværende byfoged ansøger herefter om at få Tåsinge Birketing flyttet til Svendborg Rådhus. Det blev dog først flyttet i 1882.
1870
Svineassuranceforeningen for Bregninge Sogn bliver stiftet.
1872
Den 12/9-1872 fejrer Fedder Carstens guldbryllup med sin 2. hustru, Botillia f. Heinsen. De modtager en hilsen fra digteren H.C. Andersen, Carstens tidligere skoleelev.
1872
Den 1/10-1872 oprettes statstelefonstation i Troense med indskrænket dagtjeneste.
1872
Den 1/11-1872 flyttes postekspeditionen i Vindeby til Strandgade 31 i Troense. I Vindeby bliver oprettet et nyt brevsamlingssted.
1872
”Den store stormflod” den 13. november 1872 bevirkede store oversvømmelser. En mindesten blev efterfølgende rejst ved Sdr. Vornæsvej.
1873
Dampfærgen ”Fritz Juel” ankommer til brug på overfarten Vindeby-Svendborg. Den indsættes 19/3-1873 i regelmæssig fart, dvs. timedrift.
1873
Der bliver etableret kørende post fra Svendborg til Troense. Den bliver indstillet igen 1/2-1900.
1873
Vemmenæs Gæstgivergaard (den senere kro) opføres med kgl. befordringskontor. Færgeriet adskilles således fra ”Vemmenæs Færgegaard”.
1874
Fedder Carstens dør 91 år gammel. Han havde bl.a. virket som retsvidne ved birketinget i over 50 år.
1874
I marts måned etableres Strammelse Brugsforening.
1876
Der blev ansat endnu et postbud, og direkte ombæring blev indført. Der blev oprettet et brevsamlingssted i Vemmenæs Gæstgivergård. Men Vindeby – Bjernemark – Bækkehave – Nørre Vornæs og Knudsbølle blev lagt under Svendborg Postdistrikt.
Vindeby – Ny Nyby – Kaldets Mose – Bjernemark og Horse Skov forblev under Svendborg Postdistrikt og senere kom alle øens øvrige postbude også til at udgå fra Svendborg Posthus.
1879
Taasinge Sygekasse stiftes.
1881
Den 6/2-1881 stiftes ”Niels Juels Foreningen” i Troense. Foreningens formål var at hjælpe gamle, svage og syge søfolk eller deres enker.
1881
Troense Asylfond stiftes. Hensigten var, at man i Troense for indsamlede midler skulle bygge og drive et asyl – det vil sige et rekreationshjem for syge børn. Men sikkert af økonomiske grunde blev ideen aldrig ført ud i livet. I stedet blev renterne af fondens kapital, efter ansøgning, uddelt som beklædningshjælp til konfirmander, der havde været bosat i Troense gamle skoledistrikt. Fonden er nedlagt i nyere tid.
1882
Taasinge Birketing flyttes fra Vindeby til Svendborg Rådhus.
1882 – 1883
Bregninge Kirke, som hidtil var hvid, får bygget en skal af røde mursten udenpå. Udsigtsplatformen i tårnet forsynes med overdækning og spir.
1884
Gæstgivergaarden i Vemmenæs får privat telefonledning til posthusene i Svendborg og Rudkøbing.
1886
Den 25/9-1886 bliver Taasinge Gymnastik Forening stiftet.
1887
Postbud W. Rahbe, Svendborg, blev ansat til at modtage posten, der kom med diligencen fra Nyborg kl. 5 om morgenen. Han skulle derefter ro over sundet med posten og gå sin rute Vindebyøre – Bjernemark – Vornæs Skov – Knudsbølle – Bregninge. Derefter roede han tilbage til Svendborg.
1887
”Taasinge Forsamlingshus” i Landet opføres på en parcel af møllerens jord, som lejes for 50 år. Pris 400 kr. betalt én gang for alle. Møller Hans Andersen kvitterer for beløbet den 3/4-1887. Forsamlingshuset indvies 31/7-1887.
1887
Taasinge Ungdomsforening bliver stiftet i februar måned 1887.
1888
Statstelegrafstationen i Troense udvides til fuldstændig dagtjeneste og åbent på hverdagshelligdage, men med indskrænket åbningstid på søndage.
På Tåsinge hørte telefonen under Staten og dermed Telegrafvæsnet. Fra 1920 forpagtede Fyns Kommunale Telefonselskab Tåsinges centraler og ledningsnet, og senere overtog de området helt.
1888
Den 1/4-1888 bliver Rasmus Wilhelm Møller færgefæster i Vindeby. Han er brorsøn af den tidligere fæster, Lars Rasmussen Møller.
1888
Den 9/9-1888 bliver ”Thorseng Andelsmejeri” i Landet indviet. Det lå på Skovballevej 61. Mejeriet blev lukket 1/10-1977 og senere nedbrudt.
1889
18.-19. juli dramaet med Elvira Madigan og Sixten Sparre.
1891
Zakarias Thorvald Jacobsen overtager Brdr. Møllers skibsværft i Troense, efter at værftet har ligget stille i nogle år. I 1920 løber Jacobsens sidste større nybygning, skonnerten “Neptun”, af stablen.
1891
Den 6/10-1891 sælges ved auktion 62 tdr. land markjord fra Landet Præstegård til Valdemars Slot for 95.100 kr.
1892
Andelsmejeriet ”Svendborg” på Høje Bøge Vej i Svendborg oprettes. Den nordlige del af Tåsinge leverer herefter mælk til dette mejeri.
1894
Den 27/10-1894 bliver andelsmejeriet ”Staus” i Bjerreby Sogn oprettet ved en stiftende generalforsamling.
1894
8/11-1894 sælges der fra Bregninge Præstegård underhånds til Valdemars Slot, i alt 42,5 tdr. land for 35.000 kr.
1895
Den 7/5-1895 bliver andelsmejeriet ”Damkilde” i Bjerreby indviet. Det lå på Bjerrebyvej 34. Det blev nedlagt 18/12-1965.
1895
Taasinge Afholdsforening bliver stiftet.
1898
Den 1/8-1898 bliver der oprettet statstelefonstation i Troense.
1899
To telefonledninger etableres til Bjerreby.