Tåsinge – Bondeøen

af Valdemar Jensen

Øens tilblivelse

I tidernes morgen, den såre svævende og usikre betegnelse for et tidspunkt, eksisterede hverken Danmark eller øen Tåsinge. Kun som et sted på den nordlige halvkugle, hvor istider- nes gletchere afleverede sit indefrosne materiale og derved efterhånden dannede det land- skab, vi kender i dag. Dertil bidrog også de floder, der dannedes ved isens afsmeltning, og de sørgede bl.a. for, at Tåsinge blev en ø for sig selv og ikke et vedhæng til den større ø Fyn.

Ved den sidste istids afslutning for 10 .- 15.000 år siden, i den periode, der kaldes fast- landstiden, var Tåsinge og hele landet i øvrigt stort set færdig fra naturens skaberhånd, men vandstanden var endnu så lav, at f.eks. Jylland var landfast med England og Sjælland med

Sverige, og det sydlige Danmark stort set ét sammenhængende landområde, bortset fra dybe render i bælterne.

I den efterfølgende periode, atlantisk tid, steg verdenshavet så meget, at Tåsinge, i fæl- lesskab med det der senere blev de andre syd- fynske øer, blev adskilt fra højlandet Fyn. Det var smeltevandsfloden Svendborgsund, der gjorde dette muligt, men man skal helt frem mod vor tidsregnings begyndelse, før havet endelig lukkede sig om Tåsinge og dannede en selvstændig ø. Efterdønninger efter denne »skabelsesproces« er dog endnu ikke slut, for da isens enorme tryk aftog, begyndte jord- skorpen så at sige at »vippe tilbage«, og derfor stiger havet endnu lidt i den sydvestlige del af landet.

Et interessant levn fra den tid, hvor de syd- fynske farvande var tørt land og skovbevokse- de, kan stadig iagttages i de lavvandede sunde mellem øerne. Her kan endnu findes store træstammer og egestubbe på steder, hvor bundforholdene har haft en bevarende effekt gennem de mange tusinde år.

Også de første mennesker, der slog sig ned på disse egne, har efterladt sig spor, der nu lig- ger under vand. Såvel i farvandet syd for Tåsinge som ved vestspidsen af Hjortø på ca. 1 m vand findes stensamlinger, der må tydes som rester af gravanlæg.

Tåsinges kystlinie er dog stadig »under arbejde« og forandrer sig langsomt. Adskillige lerklinter øen rundt nedbrydes til stadighed af regn og højvande og formindsker derved lang- somt øens areal. Til gengæld er der andre ste- der sket en del tilsanding, så en vis balance er opnået.

Dertil kommer, at foruden naturen begyndte også mennesker at blande sig. I 1700-tallet blev bygget to dæmninger, der på hver sin side greb ind i naturens orden og forøgede øens areal. Den ene blev bygget fra Tronøret, den halvø, hvor Valdemar Slot blev opført, tværs over den lavvandede havbugt Søen over til »fastlandet«. Det gav lettere adgang til den øvrige ø og forøgelse af det dyrkede areal. Den anden dæmning opførtes 1765 tværs over hav- bugten Vornæs vejle, hvorved Vornæs skov, der næsten var en ø, nu blev lettere tilgænge- lig, og det gav tillige et forøget græsningsareal.

Istidernes gletchere skabte det geologiske grundlag og de ydre rammer for Tåsinge som for det øvrige land, men det var naturens fau- na og flora, der, i takt med det vekslende kli- ma, invaderede det jomfruelige land og i skif- tende balance og harmoni skabte det nu- værende Danmark. I hele processen synes øen Tåsinge at have nydt et vist privilegium. Den er fra naturens hånd udstyret med en slags platform, moræneknolden Bregninge bakke, og øen er ikke større, end at man fra dette udsigtspunkt kan følge dens kystlinie, overskue dens form og iagttage dens placering som et naturligt midtpunkt i det sydfynske øhav.

Den er på den anden side så stor, at samspillet mellem de forskellige landskabsformer rigtigt kommer til syne og gør den med sin ure- gelmæssige form til en sand perle af natur- skønhed.

At Tåsinge blev skabt som en selvstændig ø og dermed som en geografisk enhed, har haft afgørende betydning i utallige sammenhænge og har i høj grad sat sit præg på øens udvikling gennem hele dens særprægede historie.

De første tøsinger

Allerede i mellemistiderne, hvoraf der har været mindst tre, og hvor klimaet har været mildere end nu, har den tids mennesker sik- kert forsøgt sig med fremstød mod nord. Det var dog først efter den sidste istid (senglacial- tiden), da området var blevet bevokset med skov og anden vegetation og i øvrigt var færdigt fra naturens værksted, at der rigtig kom gang i indvandringen af mennesker fra sydli- gere himmelstrøg, hvor denne race først og fremmest havde udviklet sig.

Da disse mennesker hovedsagelig var jægere og samlere, der så at sige kom i hælene på deres byttedyr, førte de som regel en noget omstrejfende tilværelse. Nogle steder i landet slog de sig dog mere varigt ned, dannede egentlige bopladser og udviklede kulturer, der senere fik navn efter disse lokaliteter, f.eks. Bromme, Nr. Lyngby, Ertebølle. Disse kultu- rer har kunnet tidsfæstes og defineres så nøje, at disse stednavne er blevet en slags grundlag for datering af fund fra ældre stenalder overalt i landet. Selv om der ikke på Tåsinge er fun- det egentlige bopladser fra den periode, så tyder mange enkeltfund på, at øen også den gang har været beboet og dens muligheder udnyttet.

Tegningerne (1/2 størrelse) viser sådanne fund, alle fra Tåsinge, der kun er dateret ved sammenligning med fund fra de kendte bo- pladser. (1) Spidsvåben af flint, kendt fra Kongemosekulturen. Fundet ved Bækkehave strand. (2). Kærneøkse, typisk for ældre stenalder. Fundet ved Bækkehave klint. (3) Trind- økse af grønsten, tildannet ved prikhugning. Tilhører fortrinsvis Kongemose- og Ertebølle- kulturen. Øksen er fundet ved stranden i Lun- kebugten ud for Ormerenden. (4) Flint- pilespids med skafttunge af såkaldt Bromme type, fundet ved Bækkehave klint. (5) Tvær- pil, tildannet af en flintflække. Almindelig i bl.a. Ertebøllekulturen. Fundet ved Vornæs vejle.

Bortset fra trindøksen, hvis materiale ikke af sig selv dannede en skarp æg og derfor menes at være slebet lidt ved æggen, gav man sig ikke af med at slibe sine stenredskaber på den tid, heller ikke på Tåsinge. Først i den efterfølgende tid, yngre stenalder, blev slebne flintøkser, der især blev anvendt til skov- rydning, det mest karakteteristiske redskab, og overgangen fra uslebne til slebne økser har man senere gjort til et ganske vist meget groft skel mellem de to tidsaldre.

Det er i denne forbindelse ganske tankevækkende, at mens det tog hundredtusinder af
år at komme fra de første spæde forsøg på at lave sig simple redskaber af sten og til de slebne flintøkser i yngre stenalder, så tog der kun 4-5.000 år at komme derfra og frem til nutidens avancerede teknik.

Fra bondestenalderen, neolitikum, der lige- ledes er delt op i underperioder og -kulturer, navngivet efter fund på de berømte bopladser, er gjort næsten utallige fund af redskaber på Tåsinge, også på egentlige bopladser, for efter- hånden blev øen mere varigt og talrigt beboet. Den nye livsstil, agerbrug og husdyrhold, gav livsmuligheder for langt flere mennesker.

Foruden med skovøksen kan Tåsinges sene- ste oldtid bedst illustreres med følgende sjæld- ne og bemærkelsesværdige fund, der samtidig viser det høje praktiske og kunstneriske stade, øens håndværk befandt sig på i de pågældende tidsafsnit:

stået at udnytte det nye metals gode egenska- ber. Kniven er fundet ved udgravningen af en såkaldt brandpletgrav fra førromersk jernalder i Bjernemark, hvor den pågældende havde fået sine helt personlige ejendele med sig på bålet.

Det sidste fund (5) viser fremragende potte- magerkunst fra yngre germansk jernalder (tegn. Jens Bech). Karret er fundet i 1947 i Lundby og betegnes af arkæologer som meget sjældent.

Den svære flintdolk (1), der er fra stenalde- rens sidste periode, har stort fladehugget blad samt groft tilhugget håndtag og kunne være et farligt våben i en kraftig hånd. Dolken er fun- det i Svendborgsund nær Tåsinges kyst.

De to næste eksempler kaldes begge strids- økser og kunne være brugt som sådan, men mere sandsynligt har det været prestigevåben eller statussymboler, der skulle markere en standsforskel, og som kun de øverste i sam- fundet kunne have.

Den første (2), tegnet af Jens Bech, en flot økse af stenarten porfyr (fundet i 1989 på en mark i Ny Gesinge), er nok øens bedste fund fra tragtbægerkulturen. Den næste (3), der kal- des en bådøkse og er fra enkeltgravskulturen, er fundet på marken nær ved gården »Lille Tåsinge«. Ragekniven (4) viser, at man nu har passeret et meget vigtigt skel og straks har for-

Disse fund og mange flere med dem giver et lille indblik i, hvilke ting og sager de første tøsinger omgav sig med i forhistorisk tid, men siger kun lidt om deres samfund, daglige leve- vis og vilkår i øvrigt.

Heller ikke hvad de kaldte sig selv og deres ø, ved vi noget om. I de ældste skriftlige kil- der, Valdemar d. 2.’s jordebog 1231, kaldes øen Thosland, og dette navn menes oprinde- ligt at have været Thorsland, efter guden Thor. Imellem dette og det nuværende har øen haft næsten utallige navne: Thosind, Taa- sen, Taasindh, Taassing, Thasind, Toszing m.fl., og da mange af disse navne leder tanken hen på tosser, forstår man, hvorfor mange af øens beboere kunne ønske at genoplive det smukke navn Thorseng, der ligeledes havde en vis udbredelse i det nittende århundrede, stamhuset Thorseng f.eks.

Bondeøen

Da Tåsinge blev mere varigt beboet som op- takt til bondestenalderen, var det som nævnt hovedsageligt agerbrug og kvægavl, suppleret med med lidt fiskeri, der var tøsingernes eksi- stensgrundlag, og en bondeø har Tåsinge fak- tisk været indtil begyndelsen af dette århun- drede. Da fik øen mere og mere karakter af forstad og opland, hvor kun et lille mindretal af befolkningen i nutiden er beskæftiget med landbrug.

I stenalderen måtte man dog først overvin- de skovenes monopol på jorden. Med den slebne flintøkse, som man nu rådede over og i øvrigt ved ildens hjælp, ryddede man skoven på et område og dyrkede det. Det var de såkaldt svedjebrug, men da jorden ret hurtigt blev udpint, måtte man snart rydde et nyt stykke til opdyrkning, hvorefter det forrige atter sprang i skov og krat.

Da Tåsinge er en afgrænset geografisk enhed med frugtbar jord, kan man forestille sig, at der i oldtiden ligefrem har været en cyklus, hvorefter øens forskellige områder skiftevis har været ager og skov. At mange old- tidslevn og tegn på tidligere beboelse og dyrkning, stenrydningsbunker f.eks., findes i nuværende skovområder, tyder unægtelig i sam- me retning. Det gør også de mange stednavne med endelsen »hauge«, der ses på gamle kort på steder, hvor der tidligere har været skov. En vis balance imellem befolkningens størrelse og øens muligheder og vilkår var dog en forud- sætning, og senere måtte man derfor udvide det dyrkede areal på bekostning af skovene.

Uden for skovene er sporene efter de første agerbrug på Tåsinge få og spredte, men da man i 1976 udgravede langdyssen Capes høj i Ny Gesinge, der i 3.000 år havde været gemt under en stor høj fra bronzealderen, fandt man under dyssen på den oprindelige jord- overflades undergrund regelmæssige parallelle riller, frembragt af den tids plov, arden. Dette pløjeredskab, der i sin simpleste form bestod af en kroget gren trukket af en okse, afløste en gang i yngre stenalder de allerførste redskaber til behandling af agerjord, den simple gravestok eller hakke. Det var et stort fremskridt, at man nu kunne udnytte husdyrenes kræfter, men arden kunne heller ikke vende jorden, kun rode op i den, og det har man tilsyneladende affundet sig med i over 2.000 år.

På Tåsinge er ikke fundet noget, der kunne ligne en ard, men den primitive plov, der i 1884 blev fundet i Døstrup mose, må nok siges at være typisk for den lange periode. Først så sent som i førromersk jernalder, ca. 500 f. Kr., fandt man ud af, at det dyrkningsmæssigt ville være en stor fordel at vende jorden, og et fund fra Tømmerby mose fra den tid viser en plovdel, hvorpå der har siddet en slags muldfjæl, selv om denne nu var væk. Plovens landside, der jo var af træ, var forsynet med en masse borede huller, fyldt med indbankede små sten for at modvirke jordens slid. En muldfjælsplov krævede et sværere stel, og man mener, at denne havde været forsynet med hjul som en slags forgænger for hoveri- tidens tunge hjulplove.

Foruden at vende jorden kunne muldfjæls- ploven også flytte den. Ved at pløje på en bestemt måde kunne man opkaste en ellers flad ager til bølgeform. Det havde en vis dræningsmæssig effekt, og bedre afvanding be- tød tidligere såning og større udbytte. Denne slags sammenpløjede agre, som de kaldes, er påvist mange steder i landet, især i skove, der tidligere har været agerland.

Også på Tåsinge er der flere spor efter denne agerform. I den nordvestlige del af den lille Skovballe skov, der tidligere blev kaldt Skov- balle have, findes et tydeligt bølgeformet styk- ke af gamle højryggede agre, der på et tids- punkt er opgivet og derpå atter sprunget i skov.

Muldfjælsploven kunne modsat også bruges til at udjævne agrene, og i den lange periode med fællesdrift, der her på øen sluttede med udskiftningen, var man mere interesseret i ens- artede flade agre. Så kunne de lettere deles, så hver mand fik lige meget af den gode og dårli- ge jord, og så forsvandt de højryggede agre.

De første muldfjæle var, som navnet antyder, af træ, men først da man i nyere tid kunne udnytte jernets gode egenskaber, blev ploven en effektiv jordvender. I princippet ens, men til enhver tid præget af tidens tekniske formåen. Her på Tåsinge fik en mellemting, riffelploven, en vis udbredelse i forrige århundrede. Den havde den store fordel, at den kunne laves af de lokale håndværkere.

Åsen eller »bømen«, som den også kaldtes, var af træ og derfor en opgave for hjulmanden.

Muldfjælen var sammensat af mange jernskin- ner og dermed et oplagt emne for smeden. Mellem skinnerne, der var bøjet i en snoet facon, levnedes et vist mellemrum, og på den færdige muldfjæl havde dette en »omvenden- de« effekt på den oppløjede jord og virkede nærmest som en riffelgang i et geværløb, deraf navnet.

Som man sår skal man høste

Ligesom ploven blev et symbol på agerbrugets første fase, forår og såning, så blev modsat seg- len og leen symboler på årets høst. På bonde- øen Tåsinge har det til alle tider været af største betydning at få en god høst. Derfor appellerede man tidligt på forskellig måde til de højere magter om frodig vækst og grøde.

I 1973 fandtes på en mark i Strammelse en sten med en helleristning , der på den ene side tydelig forestiller en vækst, der fortsætter på den anden side som et lige så tydeligt rodnet, og det er nærliggende at tolke dette som en bøn til guderne om god vækst. Det samme gælder den berømte svenske helleristning fra bronzealderen, hvor plovmanden helt tydeligt frembærer et vækstsymbol.

Endvidere påstår en gammel overlevering her på øen, at et billede af Sct. Oluf, der normalt opbevaredes i et kapel ved Kimergården i Lundby, i såtiden blev båret rundt på markerne. Det skulle ligeledes have haft en fremmende virkning på væksterne.

Høstens redskaber har ligesom ploven en lang og interessant udvikling bag sig. Det ældst kendte redskab, en tilhugget flintflække, der kendes fra bopladser gennem det meste af yngre stenalder, er fundet i stort tal på Tåsinge, dog mest som brudstykker. Disse redskaber, hvoraf mange har bevaret slidglansen fra flittigt brug, menes at have været brugt uden skaft, da den ene af de skarpe kanter som regel er behugget for at skåne pegefingeren.

Næste trin i udviklingen er den tilhuggede halvmåneformede flintsegl, hvoraf der er fun- det flere her på øen. Dog ikke skæftede, som man ellers mener, de har været. De anvendtes i sidste periode af yngre stenalder, men var i brug langt ind i bronzealderen og blev senere afløst af krumkniven, høstleen, slåmaskinen, aflæggeren, selvbinderen og mejetærskeren. Denne sidste, der forener høst og tærskning, og hvis princip næppe kan forbedres yderligere, danner afslutningen på den lange høsthistorie:

Samtidig afsluttede denne kombinerede ma- skine det lange løb, der hedder kornets af- tærskning. Den første »tærskemaskine« var nok en kæp, hvormed man slog kærnerne ud af aksene. Senere delte man kæppen i to, stokken og slaglen, der blev bundet sammen med en stærk og sej snor, hilden, og på Tåsinge brugte man i mange år åleskind til dette formål. Plejlen, som den nu kaldtes, var betydeligt mere effektiv end den simple kæp og udnyttede armkræfterne bedre. Derved blev det i mange hundrede år, og en tærskelo med ler- stampet gulv blev efterhånden et nødvendigt rum, der hørte til enhver bondegård, også på Tåsinge.

Søren Skindballe i Gesinge forsøgte sig dog først i 1800-tallet med en art tærskemaskine, idet han lod en hest trække en kantet træklods rundt i kornet for at banke kernerne af. Da det blev teknisk muligt, fik man dog rigtige maskiner både til at tærske og »kaste« kornet, og for at udnytte hestekræfterne blev det nu næsten obligatorisk med en hesteomgang på enhver gård, enten midt på gårdspladsen eller i et særskilt rundt hus. En hesteomgang, eller på tåsingsk blot »hestegang«, bestod i al sin enkelhed af et meget stort vandret tandhjul forsynet med en svær bom, som to eller fire heste var spændt for. Tandhjulet var i indgreb med et lille drev, hvorved omdrejningstallet mangedobledes. Kraften overførtes til tærske-loen via en overdækket aksel under gulvet.

Senere blev hestekraften afløst af petro- leumsmotor og elkraft, men for de større går- des vedkommende skulle et lille mellemspil, omgangstærskeværket, først overstås. Det var en slags andelsforetagende, bestående af en stor transportabel tærskemaskine, trukket af et kulfyret lokomobil, der i høsttiden gik på omgang mellem andelshaverne. Et meget langt remtræk sikrede, at den brandfarlige dampmaskine ikke kom for nær til det tørre

korn. Af disse værker var der mindst fire på Tåsinge, men i det lange løb kunne de ikke konkurrere med elkraften, så der gik kun en kort årrække, og til sidst endte udviklingen ligesom for høstens redskaber med meje- tærskeren.

To sjældne mosefund af urokse og kron- hjort tyder på et rigt dyreliv i ældre stenalder og endnu før her på egnen, men først i yngre stenalder, da de første bønder havde etableret sig som mere fastboende, blev de nu kendte husdyr efterhånden indført. I modsætning til agerbruget krævede husdyrholdet ikke mange specielle redskaber i de små selvforsynende samfund som på Tåsinge og har derfor ikke efterladt sig så mange direkte spor. Først i nye- re tid, da bondens produkter blev en vigtig handelsvare, kom der gang i udviklingen. Den første »maskine«, der kunne gøre mælkens fedtstof til smør, mener man var en udhulet træstamme, hvori man skvulpede mælken rundt. I middelalderen indførtes stampekær- nen, og derefter kom der gang i udviklingen, der gik fra håndkærner og håndcentrifuger over små private fællesmejerier, som f.eks. mejeriet ved Bukkehave mølle, og andelsmeje- rier, hvoraf der var tre på øen, for til sidst at ende i store specialiserede foretagender uden for øen.

En lignende udvikling skete med den videre behandling af kornet til brød. De første »kværne« bestod af en langagtig sten med en fordybning, »liggeren«, hvori man skurede rundt med en mindre sten, »løberen«, og der- ved knuste kernerne. Denne simple form for en kværn, der var i brug på enhver boplads gennem hele yngre stenalder og langt op i jernalderen, er fundet i stort antal på Tåsinge, og åbenbart kunne disse sten med de glatte fordybninger også bruges til andre formål. Foran en keramikovn fra førromersk jernalder, der blev udgravet i Ny Bjerreby i 1982, var opstillet to sådanne kværnsten, så de dannede en indfyringsrampe til selve ovnen.

Mens sten- og jernaldermanden (og måske især kvinden) energisk gnubbede på en kværnsten for at fremstille det nødvendige mel til eget forbrug, udvikledes kværnen efterhånden til en roterende maskine. Først hånd- og hestedrevet, men her på øen senere hjulpet af mindst ni »vejrmøller«, som det tidligere kald- tes, fordelt over øen, samt fire vandmøller, fortrinsvis i den nordlige og mest bakkede del, hvor der var tilstrækkeligt fald på vandløbene. Derefter kom eldrevne kværne, indtil også denne nødvendige aktivitet overgik til stordrift udenøs.

Da man for ca. 6.000 år siden slog sig mere varigt ned på egentlige bopladser for at leve af agerbrug og husdyravl, forudsatte det en vis social lighed og et vist sammenhold, men da mennesker af natur er forskellige, og nogle er klogere end andre, opstod efterhånden en slags hierarki eller stormandsvælde, hvor nogle få herskede over de mange.

Tåsinges bronzealderhøje er et godt eksem- pel på dette. Her har nogle personer i samfun- dets top været begravet med pomp og pragt efter gravskikke, som den tids guds- og fore- stillingsverden krævede, men de mange, der som de underste i samfundet måtte lægge håndkraft til sådanne pompøse mindesmær- ker, er der ikke mindste spor efter. De levede og døde i al ubemærkethed som den tids tå- singebønder.

Også vikingetiden har haft sine høvdinge med undersåtter til det grove, men i historisk tid har det at være bonde, trods bispe- og her- remandsvælde, fæstevæsen og stavnsbånd, udviklet sig til at være en livsstil, hvor man i små landsbysamfund kunne leve lykkeligt i nærmeste kontakt med naturen og stort set være selvforsynenede med de fleste af livets fornødenheder.

Sådan er det ikke mere. Tåsinge er stadig en bondeø, i og med at langt den største del af dens areal er dækket af landbrug, hvis produk- tion aldrig har været større, men nutidens bonde er en veluddannet specialist, der på større arealer og med anvendelse af den nyeste teknik fremstiller råvarer til levnedsmiddel- industrien.

Hvorom alting er, og trods den formidable udvikling gennem mange tusind år, som her er vist et glimt af, er bonden stadig kun forval- ter. Alt spirer og gror, fødes og dør helt på naturens uforanderlige præmisser, også på Tåsinge.

Valdemar Jensen, smedemester, f. 1907 i Vornæs, Landet Sogn. Hobby: Tåsinges arkæologi og lokal- historie.
Forfatter til flere bøger fra Museumslaugets forlag, samt artikler i tidligere udgaver af Tåsinge Årbog.