Luftkamp over Tåsinge

Nedskudte allierede fly ved Tåsinge 1940-1945

Af Gunnar Kjær Mortensen

Vornæs Skov

Den 16. februar 1944 kunne læses følgende i Svendborg Avis:

Bombenedkastningen på Tåsinge i går aftes omfattede foruden nogle brand- bomber en sprængbombe, der lavede et stort krater og beskadigede to huse, mens til alt held ingen mennesker kom til skade. Værst gik det ud over frugt- handler Lars Rasmussens hus, der blev

ødelagt. Der blev knust en del vinduer og anrettet mindre ødelæggelser på Johanne Husmanns ejendom. Brand- væsenet fra Lundby kom til stede, alarmeret af brandskæret fra de ned- kastede brandbomber, som imidlertid ikke antændte en større brand.

Der er også faldet et par forsagere, hvorfor der straks blev etableret af- spærring af det truede område.

Denne begivenhed tog sin begyndelse den foregående dag i England, blandt andet på Oakington-luftbasen ved Cam- bridge. Denne base var hjemsted for Royal Airforce’s 7. squadron, som var en elite- enhed for bombefly, – hovedsagelig af typen Lancaster, som hver havde en be- sætning på syv og undertiden otte mand. Besætningen på Lancaster ND 365 (kodet MG-L) var samlet.

Flyets pilot var flyverløjtnant P. K. W. Williams. De øvrige var pilotofficer James M. Alexander (23 år), flyverløjtnanterne A. J. Sayer (32 år) og Raymond R. S. Ballan- tyne, warrantofficer Walter Hawkins (25 år) samt flyversergenterne Norman B. Sef- ton (19 år), Louis G. Glaus (25 år) og G. S. Staniforth.

De store Lancaster-bombefly var tanket helt op, og i løbet af dagen blev bugen på de store maskiner fyldt op med bomber af forskellig art. Det samme syn kunne man møde på en lang række andre luftbaser over hele England. Man var ved at klargøre en hel armada af bombefly til et storangreb på Berlin!

Da de var klar til at starte på togtet først på aftenen den 15. februar 1944, var flere hundrede maskiner til dette togt allerede i luften fra andre baser og havde sat kursen mod øst. Bombelasten på Lancaster ND 365 bestod af en kæmpemæssig cylindrisk 1800 kg sprængbombe, 3 stk. 450 kg og 12 stk. 110 kg sprængbomber og 6 lange kasse- formede brandbomber. Maskinen fik start- tilladelse, og det tungt lastede fly brugte næsten hele startbanens 6000 fod inden hjulene slap jorden, og de var i luften. Flyene gik i luften så tæt, som det var forsvarligt, og satte kursen mod øst. Fra alle luftbaserne styrede man mod et fælles punkt i Nordsøen, ca. 120 km vest for Esbjerg.

Styrken af bombefly bestod af 561 Lan- caster og 314 Halifax, ialt 875 maskiner.

Luftstyrken holdt af gode grunde kurs syd om Esbjerg, da dette område var berygtet som det kraftigst bestykkede luftværns- område på Jyllands vestkyst, – især på grund af den tyske marines 10,5 cm luft- værnsbatterier, som havde nedskudt ad- skillige engelske maskiner.

Styrken fløj ind over Sønderjylland og med kurs mod det sydfynske øhav, Lol- land-Falster og den tyske kyst vest for Rügen. Da de første maskiner passerede den jyske vestkyst, var de tyske luftbaser alarmeret, og tyske natjagere gik på vin- gerne.

Under passage af Sønderjylland forlod 47 maskiner hovedstyrken og drejede mod syd i retning af Kiel for at udlægge søminer i Kieler bugt.

Denne aften var der lavt skydække, men højere oppe, hvor bombeflyene befandt sig, blev det klart måneskin. De tyske nat- jagere fik derfor alt for let spil med at finde de relativt langsomme bombefly, og de indledte straks angreb. Klokken 20.07 blev en Lancaster skudt ned ved Avne Vig, nordøst for Haderslev. Kun ét besætnings- medlem overlevede. Klokken 19.58 styr- tede en anden Lancaster ned i den nordlige udkant af Fåborg by, hvor to besætnings- medlemmer overlevede, og hvor der skete betydelig materiel skade, da flyets bomber detonerede.

Lancaster ND 365 fløj over Sønder- jylland og Lillebælt, og da den var over det sydfynske øhav, blev den opdaget af en tysk natjager, som straks indledte beskyd- ning. Hvad der videre skete er det kun muligt at stykke sammen ud fra forskellige øjenvidners beretning. Det må antages, at Lancasteren er blevet forfulgt og beskudt på strækningen fra Avernakø til omkring Vejlegaarden i Ny Gesinge, hvor Lancaster- en i en sidste undvigemanøvre drejede mod nordvest men samtidig tabte højde. På det tidspunkt har piloten indset, at alt var tabt, og han gav derpå besætningen ordre til at forlade flyet, som på det tidspunkt må formodes at have været i brand. I de sidste nervepirrende sekunder kastede han to lysbomber, og i deres lysskær så Edvard Broholm på Skarø mindst tre faldskærme i luften. Umiddelbart efter eksploderede flyet i luften, og den største vragdel lan- dede på lavt vand ud for Vornæs Skov.

Edvard Broholm beretter:

»Begivenhederne startede egentlig tem- melig tidligt på aftenen, for vi sad og spiste aftensmad, da skyderiet sammen med kraf- tig flymotor-støj tog sin begyndelse. Stem- ningen var trykkende. Vi vidste aldrig, hvornår en hvislen fra en faldende bombe skulle ændres til det frygtelige brag, der bragte død og ødelæggelse med sig. Jeg kunne ikke blive inde, men løb ud i marken foran huset, hvor jeg havde overblik over himmelen og horisonten. Pludselig kom der et frygteligt brag og sekunder efter et spektakel, som om en tærskelade af blik- plader var blæst ud over markerne. Sam- tidig med dette raslende spektakel kom der et lufttryk langs jorden så kraftigt, at det fik mig til at trine to-tre skridt baglæns, og jeg havde en fornemmelse, som om bukserne skulle blæse af mig. Samtidig med dette infernalske spektakel tændtes 2-3 kraftige lys på den østre nattehimmel, – så kraftige, at kysten af Vornæs Skov og de østre huse på Østerhoved (Skarø) lå badet i lys som på en sommerdag, skønt det ellers var ret mørkt på den tid af aftenen. Medens jeg var ved at komme mig af chokket og stirrede mod den oplyste horisont, så jeg pludselig 2-3 store hvide faldskærme dale ned belyst af de satte lysbomber. Og så kom den største, altså den nærmeste, og den var sort, det vil sige, at jeg med det samme var klar over, at den var på denne side af lyshavet og ikke så langt fra os. Jeg løb ind til min familie, der sad med hæn- derne for ørerne, og råbte: »Der er en flyve- maskine skudt ned, – vi skal ud og redde mandskabet, de er gået ned med fald- skærme her mellem øen og Tåsinge«.

Set fra Tåsinge-siden beretter Ejnar Juul Hansen:

»I 1944 boede jeg sammen med min bror Laurids i det tredje hus fra dæmningen (Vornæs Skovvej 34). Om aftenen den 15. februar var jeg på vej gennem Vornæs Skov op til smeden i Vornæs, da jeg hørte motorlarmen fra et fly, og denne lyd steg hurtigt til en øresønderrivende brølen. Gennem alle træerne var det ikke muligt at se, om der var mere end én maskine. Bag skoven ud mod Skarø lystes himlen op af et vældigt lysskær, og med ét lød der et enormt brag. Jeg nåede op til smedien og traf Valdemar Jensen og et par naboer, og vi blev enige om, at vi ville ned og se, hvad der var sket.

Da vi nåede ned til stranden, så vi ca. 100 meter ude på lavt vand størstedelen af et fly, som tilsyneladende lå på ryggen med det meste af den ene vinge synlig. Noget af understellet med det ene hjul strittede op i luften, og der var ild i hele dækket. Et stykke inde i skoven brændte resterne af lysbomberne, og varmeudviklingen havde svedet de nærmeste træer og grene.

Næste morgen, da det var lyst, var det tydeligere at se, hvad der var sket. Lars Rasmussens hus (Vornæs Skovvej 36) var næsten blæst omkuld, men stod endnu med knækkede bjælker og spær, og nede på marken halvvejs til stranden sås årsagen: – et kæmpemæssigt bombekrater!

Nedenfor strandvolden lidt længere nordpå lå to af flyets motorer, svært

beskadiget. De to øvrige motorer lå med nogen indbyrdes afstand et godt stykke inde i skoven, så det er højst tænkeligt, at flyet til sidst er eksploderet i luften.

I mellemtiden ankom en dansk politi- betjent Kaj Drostrup til stedet. Hans opgave var at bevogte flyvraget, så der ikke blev fjernet våben og ammunition fra vra- get. Vi havde en lille pram liggende nede ved stranden, som vi brugte, når vi stan- gede ål, og vi blev enige om, at vi ville ud og kigge nærmere på flyvraget. Drostrup og jeg roede derud og kiggede ind i maskinen. Der lå lange bånd af maskingeværammuni- tion, og det så ud som om hver 10. var en sporlyspatron og den efterfølgende én med sprængladning. Så fik vi øje på en kæmpemæssig intakt bombe, og Drostrup sagde: »Den dér kan jeg nu ikke rigtig lide, – vi må vist hellere se at komme i land«. Der kom en del nysgerrige, og Drostrup blev der som vagt i de næste par dage. Da han var ivrig lystfisker, så han en gang imellem sit snit til at låne prammen og en lyster, for at se om han kunne være heldig at fange en ål. Efter et par dage blev han kaldt til Svendborg til andre opgaver.

En tre-fire dage efter nedskydningen ankom tyskerne til stedet. De havde blandt andet til opgave at sprænge bomben. De nysgerrige blev gennet på afstand, og de nærmeste beboere fik besked på at åbne døre og vinduer, for at de ikke skulle blive knust af lufttrykket, og så roede der et par tyske minører ud og anbragte en ladning på bomben, og da de var roet i land, råbte de: »10 minutter!«, og så gik alle i dækning. Jeg var halvsløj den dag, men kom op og gik uden for huset, da de skulle sprænge den. Der lød et enormt brag, og der rejste sig en vældig vandsøjle højt op i luften, og den blev fotograferet af skovarbejder Peder Poulsens søn Anders. Jeg troede, at jeg var i rigelig afstand, men blev noget ubehage- ligt overrasket, da en metaldel fra sprængningen slog ned og landede i få meters afstand.

Som sagt blev Lars Rasmussens hus så beskadiget, at det kun var tjenligt til nedrivning. Aftenen det skete, var hans kone Anna ikke hjemme, men var på besøg hos sin familie i Staus Mølle og slap derfor for den oplevelse. En fritliggende bygning af træ, som normalt anvendtes til frugt- lager, blev interimistisk indrettet til be- boelse, og det beskadigede hus blev derpå revet ned og murbrokkerne fyldt i bombe- krateret, som imidlertid var så stort, at husresterne langt fra var nok.

Længere syd på, i en af strandengene, opdagede man et stort hul, og der blev lånt en jernstang i smedien i Vornæs, og man rodede i hullet for at lokalisere, om der skulle være en bombe mere. Jeg ved ikke, om de fandt nogen, eller om den lå for dybt til, at det var muligt at få den op.

Efter sprængningen af vraget kunne vi finde metalstumper alle mulige steder, men det, der lå ude i vandet, forsvandt forbavsende hurtigt. Det var jo dårlige legeringer, som ikke skulle holde ret længe, for der gik jo mange maskiner til på de ture.

Da dansk politi havde forladt stedet, blev bevogtningen overtaget af tyskerne. De gik altid vagt tre sammen ad gangen, og når de var på vej væk, kunne jeg nok se mit snit til at komme ned til stranden og kigge nærmere på de to flymotorer, som lå uden for tyskernes synsvidde nedenfor diget. Dér kunne jeg sidde uforstyrret og skille noget af mekanikken ad, uden at de kunne se mig. Jeg skulle bare sørge for, at jeg slap tilbage til huset, når de havde vendt og gik med ryggen til. Så kom der en stor lastbil med påmonteret spil. De slæbte en wire ned til en motor, gjorde wiren fast og slæbte den næsten gennem diget og videre op til bilen. Hvis motorerne ikke havde været ødelagt før, så blev de det ihvertfald ikke kønnere af den tur. Men jeg forstår ikke, hvad de ville med dem, så ødelagte, som de var. De havde for øvrigt en russisk krigsfange med, og ved fagter og et ufor- ståeligt sprog gjorde han os kraftigt op- mærksom på, at han var russer og ikke tysker. Tyskerne gav ham en spade, og gjorde tegn til ham, at han skulle udbedre skaderne på diget, hvor de to motorer nærmest var blevet slæbt igennem, men det havde han nu ikke lyst til, men de gjorde ikke anstalter til at tvinge ham til

det. Helt hen mod påsketid kom tyskerne i tanker om, at de ville have fat i alle spræng- stykker, der var drysset over det hele, da de sprængte vraget, så det kom de og samlede op. Men flere år efter kunne man stadig støde på små stumper.

En gang i marts, da min broder Laurids og Christian Rasmussen var ude at stange ål, fandt de liget af en af flyverne (løjtnant A. J. Sayer) i nærheden af et kuppelformet jerngitter fra et skyttetårn. Han havde et regelmæssigt rundt skudhul midt i panden, og vi fik bjerget ham med ind til kysten. Der blev sendt bud til politiet i Svendborg, og landbetjent Strømvig kom til stede og udtog flyverens papirer, som skulle afleveres til værnemagten, og derpå blev han kørt bort.

Midt på sommeren fandt Alfred Ander- sen (Vornæs Skovvej 30) liget af endnu en flyver (sergent Louis G. Glaus), som var drevet i land nedenfor hans mark. Han spurgte, om jeg ikke kunne være der, når tyskerne kom, og så dirigere dem ned ad markvejen til stranden, i stedet for at de skulle ødelægge hans kornmark. Der kom en hel lastbilfuld tyskere, og de havde en tom kiste med. De havde nær aldrig fået ham i kisten, for han var meget høj. Af de fundne papirer fremgik det, at han var canadier. Tyskerne havde ikke meget tilovers for canadiere, – de påstod, at det var mordere og terrorister, men det har nu nok været fordi canadierne altid var frivillige.

Senere fandt vi for øvrigt en stålplade, som i størrelse passede til, at den kunne dække en mand i siddende stilling. Vi tog den med til smedien i Vornæs, men det var sådan noget hårdt materiale, som hverken var til at hugge eller stikke i. Mon der ikke har siddet sådan én ud for hvert besætnings- medlem, og som har skullet beskytte dem mod skud ved jagerangreb?«.

De to dræbte flyvere, som blev fundet ved kysten af Vornæs, blev begravet uden større dramatik på Landet kirkegård under tysk militær honnør. I kirkebogen er de anført:

døde Mandkøn 1944:

nr. 2 fundet i strandkanten udfor Vornæs, Landet sogn, Sunds Herred – 6. marts 1944. Begravet Landet sogns kirke- gaard, Sunds Herred 6. marts 1944: Arthur John Sayer. Engelsk soldat: nr. 70604 af Royal Air Force, født i Spar- ham, Norfolk, England, 22. december 1911: Løjtnant 32 år. Begravelsen for- rettet af sognepræst Nielsen. Anmærk- ning: Nedskudt over Svendborg Sund 15. februar 1944.

nr. 5 fundet i farvandet ud for Vornæs, Landet sogn, Sunds Herred, 30. juni 1944. Begravet Landet sogns kirke- gaard, Sunds Herred, 30. juni 1944: Louis Godfrey Glaus. Engelsk soldat: nr. 536667 af Royal Air Force, født i High Road, Kilburn, London, 12. ok- tober 1918, sergent, 26 år. Begravelsen forrettet af sognepræst Nielsen. An- mærkning: Nedskudt over Svendborg Sund 15. februar 1944.

Udover de to flyveres gravstene og en fælles mindesten kan man på Landet kirke- gård se tre propelblade fra Lancaster ND 365.

Miss J. E. D. Arnold-Forster, West Yorks, England, har været så venlig at for- tælle lidt om sin ungdomsven, flyverløjt- nant Arthur John Sayer. Hun har i et brev fortalt, at han var født i 1912 i det lille landsogn Sparham i Norfolk. Straks i begyndelsen af krigen meldte han sig til RAF. Da han havde fået sin grunduddannelse, var han i en kort periode i Frankrig og blev derpå flyinstruktør på Yerdon- basen v. Leeds, hvor han trænede nye pi- loter i et par år. Han blev derpå forflyttet til East Linton-basen øst for Edinburgh i Skotland, hvor han lærte at flyve den 2- motorers natjager Beaufighter. Han blev dernæst forflyttet til Oakington, hvor han skulle flyve Lancaster bombefly.

Derimod gik det anderledes dramatisk for sig på Skarø. I Anders Bjørnvads bog »Faldne allierede flyvere 1939-1945« er det således anført:

»To omkomne besætningsmedlemmer, J. M. Alexander og W. Hawkins, blev fundet i vandet øst for Skarø af Marius Erichsen og hans datter Inger, der var sejlet ud med en pram. De omkomne blev lagt i Erichsens vognport på nogle brædder og tildækket med et dansk flag.

Senere kom fra fastlandet en tysk officer og seks menige, medbringende to kister, for at begrave flyverne. Kort før midnat blev de to kister med de dræbte flyvere læsset på købmand Madsens hestevogn, hvorpå man begav sig mod den anden ende af øen.

Ved ankomsten til kirkegården nægtede tyskerne købmanden og Erichsen adgang til at overvære begravelsen, så de måtte blive udenfor. Tyskerne gravede graven og satte to trækors med navn og nummer på dem.

Næste morgen var der sat et dannebrogsflag på graven og lagt blomster«.

To andre dræbte, flyverløjtnant Ray- mond R. S. Ballantyne og flyversergent Norman B. Sefton, vides der meget lidt om. Måske er de drevet i land på kysten af Fyn. I hvert fald var de to døde kommet i tyskernes varetægt og gravet ned i nær- heden af nogle tyske barakker i Svend- borgs nordlige udkant. De blev først fun- det efter befrielsen og flyttet til Svendborg kirkegård.

Endelig var der to besætningsmedlem- mer, som overlevede, idet de sprang ud med faldskærm inden flyet eksploderede. Den ene landede på en mark på Skarø. Efter at Edvard Broholm var kommet hjem, fik han fat i naboens søn Rasmus Andersen, og sammen med ham og med- bringende en lommelygte drog de ud på eftersøgning langs nordkysten af Skarø, og herom beretter Edvard Broholm videre:

»Rasmus rettede først sit søgelys udover havet, men der var intet at se, men da lyskeglen gled ind over pløjemarken, så vi tydeligt noget stort hvidt, og jeg var med det samme klar over, at vi her stod overfor den flyver, som jeg havde set dale ned tæt ved. Vi nærmede os hurtigt, men alligevel spændt og forsigtigt, og så en mand ligge udstrakt på jorden. Så snart den nedstyrtede flyver blev klar over, at nogen nærmede sig, løftede han hovedet for at se, hvad det var; vi så nu et ansigt indsmurt i jord og blod, så det så nærmest uhyggeligt ud. Vi gik hen til ham og gjorde ham, så godt vi kunne, forståeligt, at vi var venner og ville hjælpe ham. »Leg broken – leg broken«, sagde han, og med den smule engelsk jeg kunne, forstod jeg, at det måtte være en englænder eller amerikaner, og at han havde brækket benet. Vi befriede ham for faldskærmen og fik ham rejst op, og med en arm om halsen på hver af os og siddende på vore hænder, bar vi ham fra pløjejorden ud på græsbrinken langs stranden. Her lagde vi ham ned igen og med et lommetørklæde vredet op i havvandet, fik vi vasket det værste af blodet og snavset af ansigtet og hænderne på ham. Blodet i ansigtet var kommet af, at da han nåede jorden og måske var bevidstløs, trak fald- skærmen – inden den nåede at falde sam- men – ham hen over marken, og han stødte hovedet mod en sten i den plovfure, som stoppede ham. Her kunne vi ikke blive med ham, vi måtte have hjælp for at få ham bragt i hus, og jeg løb hjem over alle mar- ker, og jeg synes aldrig, jeg har løbet sådan før – jeg formelig fløj over grøfter og hegn. Jeg løb som sagt så hurtigt jeg kunne hjem og fortalte, hvordan situationen så ud. Jeg fik vor bærebør fundet frem, en kasseret kapokmadras, et par rene sække, og så gik jeg i spisekammeret, fik fat i en halv flaske vin og en anden flaske fyldte jeg med vand, og med disse to flasker løb jeg så igen alt, hvad jeg kunne ud over markerne til de to efterladte. Min søster Alma var imedens løbet over til Valdemar Andersen og fik ham med, og sammen med min far, Kristen Broholm, begav de sig ud for at komme os til hjælp med bærebøren med mere, og min søster var med for at lyse for dem med en lygte. Så snart jeg kom ud til Rasmus og flyveren, drak han al vinen og en slurk af vandet, og i taknemmelighed trykkede han mine hænder. Rasmus havde givet ham en cigaret, og han livede helt op; han kunne mærke, vi ville ham det godt. Ankommen med bærebøren, som vi ved hjælp af rebet og madrassen hurtigt fik gjort klar, begav vi os alle fem med den tilskadekomne om langs stranden mod vort hjem. Flyveren

blev bragt til Rasmus Andersens hjem, hvor han fik vasket såret i hovedet og fik bukserne klippet op, så det brækkede ben kunne forbindes midlertidigt«.

Om den anden overlevende fra Skarø beretter Edvard Broholm videre:

»To unge mænd, brødrene Aage og Hans Strange Rasmussen, som fra udkan- ten af byen havde fulgt kampens forløb i luften, og som så snart de hørte råbene fra de nedfaldne flyvere, løb til stranden ved sydsiden af øen, sprang i en pram og roede og stagede sig udover Skarødynd og mod en af de råbende forulykkede. De fandt ham også ret hurtigt, han havde fået sin gummi- båd pustet op og var kommet op i den. De fik ham hevet ombord og roede alt, hvad de kunne mod land med ham. Der mødte de Marius Erichsen, som også var gået ud i sin pram. Erichsen kom dem nu til hjælp med at få den gennemblødte og frysende flyver i land og bragt op i Erichsens hus, hvor han fik noget varmt og styrkende«.

Tyskerne var imidlertid hurtigt ude, og inden natten var omme, havde de sikret sig de to overlevende. Disse to var flyets pilot, flyverløjtnant P. K. W. Williams og flyver- sergent G. S. Staniforth, men i øvrigt ved vi ikke mere om disse to og deres skæbne som tyske krigsfanger.

Kort inden denne artikel gik i trykken, har Carsten Petersen (forfatter til »Luft- krig over Danmark«, bd. 1-4) henledt min opmærksomhed på sandsynlige kontakt- personer vedrørende de overlevende og besætningen i øvrigt – og måske kunne dette efter en nærmere granskning munde ud i et supplement i næste årbog.

Som tidligere nævnt drog hovedstyrken af bombemaskiner mod sydøst med kurs mod Rügen og videre mod Berlin. Under- vejs blev der skudt yderligere en Halifax bombemaskine ned i det sydfynske øhav og i Østersøen yderligere en Halifax og en Lancaster.

For at aflede tyskernes opmærksomhed fra hovedangrebet på Berlin, indledte for- reste del af styrken et mindre bombe- angreb mod Frankfurt an der Oder, ca. 100 km øst for Berlin. Kl. 21.13 nåede hoved- styrken frem til målområdet i Berlin, som ikke kunne ses på grund af tæt skydække. De forfølgende jagere holdt sig uden for Berlin for at undgå at blive beskudt af eget antiluftskyts på jorden. Bombeflyene be- gyndte straks at kaste bomberne, og i løbet af godt 20 minutter blev der kastet 2.643 tons bomber. De sidst ankomne maskiner kunne tydeligt se de opadstigende røg- søjler fra de første angrebsbølger. An- grebet ramte Siemens og Halske, som fremstillede elektrisk materiel. 142 andre fabrikker – to gasværker, et elektricitets- værk, fem sporvognsremiser og radiosta- tionen.

Hele styrken fløj derpå mod vest ad nærmeste vej mod England og var her begunstiget af medvind. Et alvorligt fare- moment under hjemturen var imidlertid de tyske natjagerbaser i Holland. Under planlægning af hele operationen blev det derfor besluttet at rette et sideløbende angreb på disse med et antal Mosquito- jagere udsendt fra England. Disse fly med- bragte bomber, som de kastede fra stor højde over fem baser i Holland. På trods af disse forholdsregler havde dette togt kræ- vet store ofre, og der var trukket et blodigt spor over Nordeuropa, idet 43 fly gik tabt, hvorved 265 blev dræbt, 54 taget til fange og fem var savnet.

Siø

Tidligere under krigen den 11. oktober 1942 fandt en allieret mineudlægningsope- ration sted i Østersøområdet, og den tyske efterretningstjeneste registrerede 37 ma- skiner i området.

Ved halvtolvtiden strøg et havareret fly i lav højde over Rudkøbing og kort efter

hørtes et dumpt brag i retning af Siø, og flyet styrtede ned på lavt vand ved Bar- hoved på Siø (nordvestlige hjørne).

Der var tale om en Stirling bombe- maskine nr. R 9190 fra 218. squadron (sta- tioneret på flyvebasen Downham Market i Norfolk). Maskinen havde været på mine- udlægningsoperation ud for Swinemünde og nødlandede ifølge tyskernes rapporte- ring kl. 23.47 ved Siø. Da der ikke fore- ligger indrapportering om nedskydningen den pågældende aften fra tysk antiluft- skyts, er det sandsynligt, at flyet er blevet beskudt af en tysk natjager (ifølge Carsten Petersens undersøgelser). Ved den hårde landing blev et besætningsmedlem, sergent og bombekaster Joseph Curle dræbt, og flere af de øvrige besætningsmedlemmer blev lettere såret. Fem af de overlevende pustede en gummibåd op og begav sig mod Rudkøbing.

Straks efter nedskydningen blev politiet i Rudkøbing (ifølge Anders Bjørnvads bog »De fandt en vej«) alarmeret, og der iværk- sattes en eftersøgningsaktion. Efter nogen tids eftersøgning lokaliseredes en nødraket, og man fandt de overlevende i en gummibåd. De fire lettere sårede blev indbragt på Rudkøbing sygehus, og den femte blev indsat i arresten.

Da det blev lyst næste morgen, sejlede man ud til vraget af flyet, hvor man foran den ene vinge fandt den dræbte Joseph Curle.

Om det syvende besætningsmedlem, sergent G. T. Richards, foreligger der flere versioner af, hvorledes han blev fundet, men under alle omstændigheder bragte to tåsingefiskere ham til Vemmenæs kro, og der blev sendt bud til politiet i Svendborg, og flyveren blev overgivet til tyskerne. Så tidligt på krigen var der ingen, der turde hjælpe engelske flyvere på flugt, endsige skjule dem i sit hus, så derfor blev han udleveret til tyskerne og kom i krigsfangenskab sammen med de øvrige overlevende.

Valdemar Jensen har i sin bog, »Tåsinge rundt, en lokalhistorisk sejltur«, berettet om et lille efterspil til denne nødlanding ved Siø: »Et engelsk bombefly mavelandede under krigen her ud for Barhoved på Skovø (den vestlige ende af Siø) på ganske lavt vand. Maskinen blev vrag, men be- sætningen reddede livet. De seks klarede sig til Rudkøbing i en gummibåd. Den syvende kom i noget forkommen tilstand til Vemmenæs kro, hvor tyskerne senere hentede ham.

Dagen efter blev vraget »erobret« af nysgerrige tøsinger, der skal have reddet sig forskellige effekter, såsom faldskærme, kikkerter, fotoudstyr og diverse værktøj, som den lokale landbetjent i de følgende dage særdeles lempeligt forsøgte at ind- samle og aflevere til de »retmæssige« ejere, tyskerne. Blandt effekterne var også en lille radiosender, og den blev noget af en »varm kartoffel« for finderne, da de erfarede, at det især var den, tyskerne var interesseret i. Den gik fra mand til mand, men ingen turde aflevere den af frygt for at lægge sig

ud med værnemagten, og da man heller ikke turde beholde den, endte det med, at den blev stillet udenfor politiets dør om natten uden afsenderadresse«.

Karl Andersen, Rudkøbing, fortæller om samme begivenhed:

»Jeg boede på Siø, og det var om efter- året på den tid, vi tog kartofler op. En sen aften kom der et engelsk bombefly. Den kom syd fra og var på vej hjem, men er sikkert blevet beskadiget, så den ikke kunne nå hjem. Piloten har derfor beslut- tet at forsøge en nødlanding ved Siø. Den fløj lavt over Rudkøbing og gik ned mod vandet ved Barhoved (den vestlige ende af Siø), men idet den tog vandet, blev hale- partiet revet af, og resten af flyvemaskinen drejede rundt i luften, så den kom til at ligge med næsen mod Rudkøbing. Den lå på lavt vand et par hundrede meter fra land og med en stor del ovenfor vandet. En af besætningen blev dræbt ved landingen, og de øvrige i selve flyet fik pustet en gummi- båd op og padlede af sted mod Rudkøbing, men vind og strøm greb fat i dem, så de nærmest havde kurs mod Strynø. I Rud- købing havde man kunnet se, hvad der foregik, og lodsbåden blev sendt ud. Den fandt også gummibåden, men det skyldes nok, at flyverne har brugt lysraketter eller lygter.

Der var også en overlevende i det af- brækkede haleparti, men ham fik de ikke med. Han kom fri af vraget og begyndte at vade mod land, men har åbenbart helt mis- tet orienteringen, for han vadede i retning mod Strynø, og efterhånden blev der dy- bere og dybere, men heldigvis blev han fundet af to tåsingefiskere, som var ude på ålefangst. De tog ham med til Tåsinge.

Næste dag var vi en del, der var ude i maskinen, og der var jo mange eftertrag- tede ting, som blev fjernet inden tyskerne kom. Der var blandt andet nogen fra Tåsinge, der fik en lille radiosender. Vi fandt ud af, at der var to vingetanke med flyverbenzin i hver vinge, og vi prøvede på at komme tyskerne i forkøbet og samtidig gøre en god forretning, for benzin var jo meget efterspurgt og næsten umuligt at opdrive. Da det blev mørkt, havde vi fået

fat i en håndpumpe og nogle store dunke, og så pumpede vi flyverbenzin op fra de tre af vingetankene, for den fjerde var der gået hul på, så der var kommet havvand i. Under dette arbejde kunne vi ikke undgå at få en del benzin på tøjet, så vi stank langt væk af benzin. I løbet af et par nætter lykkedes det os at pumpe ca. 800 liter op, som vi solgte i Rudkøbing – hovedsagelig til Taxavognmændene. I den følgende tid kunne man let kende de biler, som kørte på flyverbenzin, for deres udstødning lugtede så underligt, og det var jo ikke det bilerne var beregnet at køre på. Snart efter tog tyskerne affære og fik skilt flyvemaskinen ad og transporteret den til Rudkøbing. Maskinen fyldte tre hele jernbanevogne nede på havnen.

De englændere, som blev samlet op af lodsbåden, blev selvfølgelig modtaget af tyskerne på kajen i Rudkøbing, og dem hørte vi ikke mere til«.

I Anders Bjørnvads bog, »Faldne al- lierede flyvere 1939-1945«, er det desuden oplyst, at den dræbte var flyets bombe- kaster Sergent Curle, som blev begravet i Odense den 14. oktober 1942 i overværelse af de to tilfangetagne overlevende, sand- synligvis sergent G. T. Richards og War- rantofficer J. White.

Vemmenæs

Den mest tragiske nedstyrtning skete den 23. april 1944. Carsten Petersen oplyser i »Luftkrig over Danmark, Bind IV«, at der var tale om en Stirling MK III nr. EF 137 fra 75. squadron, som havde til opgave at udlægge miner i Kieler Bugt. Kl. 23.15 blev den opdaget af en tysk natjager og ned- skudt, da den befandt sig ved Vemmenæs. Da man i det engelske luftvåben var ved at afvikle brugen af Stirling-maskinen, fik netop denne nedskydning den skæbne at være den sidste af typen, der gik tabt.

Maskinen kom fra Østersøen og passe- rede tæt nord om Siø. Under passage af Siø kastede den de resterende 5-6 bomber (eller miner), som faldt på lavt vand og efterlod nogle store kratere, som kunne ses mange år efter. Derpå fløj den omtrent langs med vejen fra Siødæmningen til Lunkebugten, hvorpå den i stadig lavere højde drejede ud over Lunkebugten i ret- ning mod Stenodden for at finde et brug- bart sted at nødlande.

Arne Hansen, Vemmenæs, fortæller herom:

»Den kom nordfra over Lunkebugten og tabte højde. Den fløj lavt over Vemme- næs, maskinen var i brand, og fløj ind over Lunkebugten som en stor uhyggelig fak- kel, og ved Gravvængegaard tabte den halepartiet på marken, og kort efter styr- tede resten af maskinen ned på lavt vand ud for den sydøstlige del af Vemmenæs. Be-

sætningsmedlemmerne fandtes dræbt på stranden og i vandet, og én hang i hegnet ved marken, formentlig fordi højden ikke var tilstrækkelig til, at faldskærmene kunne nå at folde sig ud. Det viste sig, at der også sad et dræbt besætningsmedlem (fra New Zealand) i det afbrækkede haleparti. Et af besætningsmedlemmerne som lå i strand- kanten, må have levet en kort stund, idet han havde taget støvlerne af, da man fandt ham.

Der kom en del nysgerrige til stedet, men snart efter var tyskerne på stedet og fik opsamlet de dræbte flyvere. Da de kørte gennem Vemmenæs by, var der strøet et væld af blomster på vejen, som en sidste sympatitilkendegivelse overfor de dræbte.

Nogle dage senere kom tyskerne tilbage for at undersøge, om der var bomber eller ammunition i flyet. Det var nogle helt unge fyre, og de var meget nervøse. Det var blikstille vejr, og de fik fat i en pram og roede ud og anbragte sprængladninger i flyet, og straks efter blev flyvraget med de ombordværende miner sprængt«.

Der var tale om en blandet besætning, som bestod af tre newzealandere (pilot officer Mauson Lammas og flyversergen- terne Douglas Williams Vaughan og Ro- bert Bailey), en canadier (sergent Ivar Larson) og tre englændere (sergenterne Edwin Henry Thomas, Patrick Frederick Butler og William Frederick Harrison).

Om Douglas Williams Vaughan fortæller gdr. Bernahr Nielsen, Vemmenæs:

»I foråret 1936 var jeg blevet ansat på Valdemars Slot. Omkring høst kom der en 5-6 unge mænd fra landbohøjskolen, og de skulle hjælpe os. Det var udlændinge, som var på studieophold i Danmark. Blandt dem var der en newzealænder, som vi kaldte William. Han var der kun otte dage, for der kom en besked til ham om skibslejlighed fra København og hjemover. Hans studietid var ved at være forbi. Jeg huskede tydeligt William; nu talte han ikke meget dansk, og jeg ikke meget engelsk, men det var, som om vi forstod hinanden. Han var en stor flot mand med mørkt krøllet hår, store tænder og brune øjne. Den dag William rejste kom han hen og gav mig hånden til farvel, idet han sagde: »Hvem ved, måske ses vi igen engang«.

Så kom krigen.

En nat, det var den 23. april 1944, var der temmelig megen flyveraktivitet over Tå- singe. Omkring midnat så og hørte jeg en maskine styrte ned ved Hegnet Skov. Ild- skæret sås tydeligt på himmelen og gen- nem træerne; det var benzinen, der brænd- te. Så snart det begyndte at lysne næste morgen kørte jeg derud, og nogle få andre var også kommet. Maskinen lå ikke langt fra land. Det var et grimt syn, der mødte os. Flyets besætning – syv ialt – lå spredt på et lille område; dem, der havde ramt jor- den, var trykket 40-50 cm ned i leret og var ukendelige, men et par stykker af dem var faldet i vandet og var vasket rene. De døde blev lagt på en række. Jeg kom da til at se på en af dem, der var fisket op af vandet. Der var noget bekendt ved ham. Han lå med store brune øjne, håret var sort og krøllet og ansigtet kraftigt med store tænder. Han havde ringe på begge hænder, dem ville jeg godt have taget af ham, men der var kommet nogle danske CB’ere, der skulle passe på, til tyskerne kom og overtog de døde. Nogen tid efter blev det oplyst, at det var seks canadiere og en new- zealænder, – men jeg var ikke i tvivl om, at denne var William Vaughan.

Jo, – jeg fik William at se igen, og det gensyn vil jeg aldrig glemme!«

Hele den omkomne besætning blev ført til Åbenrå, hvor begravelsen fandt sted den 1. maj 1944. Jordpåkastelsen forrettedes af en tysk feltpræst, hvis division i foråret 1944 var flyttet fra østfronten til Bramminge. Feltdegn ved begravelsen var den senere højskoleforstander Niels Bøgh An- dersen, der som sydslesviger var indkaldt til den tyske værnemagt.

Under min samtale med Bernahr Nielsen nævnte denne, at der for en del år siden havde været pårørende til William Vaughan i Vemmenæs, og de pågældende havde spurgt efter hans gravsted hos en beboer, som ganske vist kendte til begivenheden, men ikke vidste, at flybesætningen lå begravet i Åbenrå. Newzealænderne skulle derpå have ledt efter graven på de tre kirkegårde på Tåsinge og i Svendborg, men måtte rejse bort med uforrettet sag. Jeg spekulerede over, hvordan man kunne finde frem til disse pårørende på den anden side af jordkloden, når jeg hverken kendte deres navn eller bopæl. Ved at skrive til Åbenrå kirkegårdskontor fik jeg nærmere data på William Vaughan, – forældrenes navne og bopæl. Min tanke var derpå at finde frem til det mest udbredte dagblad på den pågældende egn i New Zealand, og med beredvillig hjælp fra Skandinavisk- Australsk-New Zealandsk venskabsfore- ning er en kortfattet beretning om fly- begivenheden blevet oversat og sendt til dagbladet Timaru Herald i New Zealand. Jeg turde dog næppe forvente at være så heldig – men ikke destomindre – miraklet skete! Der er modtaget et brev fra mrs. Ruth M. Taylor, Christchurch, New Zea- land, hvori hun skriver: » … at hun er eneste søster til flyversergent Vaughan«, og under PS skriver hun: »Min broder var navigatør på en Stirling bombemaskine, som styrtede ned på Tåsinge den 23. april 1944«. Andet steds i brevet skriver hun, at hun senere i denne sommer kommer til Europa via Canada for at holde ferie, – så måske!

Under et ophold i foråret 1989 ved ned- styrtningsstedet på østkysten af Vemmenæs, hvor der nu er campingplads, kom jeg i snak med indehaveren, Gunnar H. Jensen. Han fortalte, at han først var flyttet dertil omkring 1961, men havde fået fortalt, hvad der var foregået. Flyvemaskinen fløj så lavt over huset, at den ene vinge havde revet en lang stage ned, hvorpå radioantennen sad, og lige inden maskinen styrtede ned, ramte den en stor pil eller poppel, som stod ovenfor skrænten ned mod stranden. Han viste mig, at træet efter dette havde sat nye skud fra roden og nu stod med 4-5 velvoksne stammer.

For et par år siden havde nogle hollandske sportsdykkere, som boede på campingpladsen, under dykning fundet et stort stykke af flyvraget, og ved hjælp af en flåde havde de fået vragdelen hejst op og bragt på land. Resterne kan ses den dag i dag som en stærkt tæret letmetalkonstruktion, for- mentlig et større parti af selve flyskroget med spanter og ribber, hvorimod beklædningspladerne er tæret bort. På grund af de skarpe kanter er vragdelen nu anbragt på skråningen og er delvis begravet af grene og vissent løv.

Gunnar H. Jensen fortalte også, at man gennem mange år især efter stormvejr fra øst, kunne finde opskyllede metaldele, patroner o.lign. af flyvraget på havbunden.

Snart forsvinder de sidste vidnesbyrd om en tragisk begivenhed, hvor syv unge mænd fra tre kontinenter ofrede livet i en god sags tjeneste.

Vornæs?

Endelig er jeg kommet på sporet af et brud- stykke af en anden episode vedrørende en allieret flyver:

Det skulle angivelig dreje sig om en ame- rikansk flyver, som var sprunget ud med faldskærm og landet i Vornæs-området. Han har åbenbart fået fortalt, at danskerne var de skinbarlige nazister, og at man ikke skulle forvente hjælp fra den kant, hvis man ville forsøge at holde sig skjult eller slippe til Sverige. Altså skulle han have begivet sig af sted til fods fra Vornæs og i retning mod Bregninge, skønt Stougård- smeden (som havde været i staterne i sine unge dage) gav sig i snak med ham og forsøgte at forklare ham, at han skulle holde sig skjult om dagen og bevæge sig af sted om natten med henblik på at slippe via Sverige til England. Men flyveren var af- visende og fortsatte ufortrødent til fods til Bregninge, hvor han skulle være blevet pågrebet af tyskerne.

Desværre har det ikke været muligt at få opsporet nærmere om denne historie, men måske der blandt læserne er nogle, der kender til, hvad der virkelig skete?

Anders Bjørnvad nævner, som en spin- kel mulighed, et amerikansk fly, som styr- tede ned ved Amalielyst i Svendborgs vest- lige udkant den 4. januar 1944, og hvor hele besætningen sprang ud med faldskærm.

Til sidst

Hvis man om blot 25 år ønsker at dykke ned i, hvad der foregik i det lokale område i besættelsestiden, så kan man frygte, at der næsten ingenting er nedskrevet, men at det, man vil vide, er mundtligt overleveret og af svingende dokumentationsværdi. Jeg vil hermed stærkt opfordre til, at man får fat på de nulevende mennesker, som var nær på besættelsestidens begivenheder, og at man får det nedskrevet (eller optaget på bånd), således at det kan blive bevaret for eftertiden. Det er ikke kun de dramatiske begivenheder, der bør nævnes, men også de mere udramatiske tildragelser, såsom for- holdet til værnemagten eller dagliglivets opfindsomhed på grund af manglen på daglige fornødenheder, som vi i vort vel- færdssamfund knapt kan forstå, at man kan leve uden.

KILDER

Trykte kilder:

Carsten Petersen: Luftkrig over Danmark, bd. IV, Bollerup boghandels forlag 1989.

Anders Bjørnvad: Faldne Allierede Flyvere 1939-1945. Odense Universitets forlag 1978.

Anders Bjørnvad: De fandt en vej – Odense Universitets forlag 1970.

The Imperial War Graves Commission: The War Dead Of The British Common- wealth and Empire.

Martin Middlebrook: The Berlin Raids. RAF Bomber Command Winter 1943- 1944. London 1988.

Neville Franklin and Gerald Scarborough: Lancaster, Classic Aircraft No. 6.

Michael J. F. Boyer: Action Stations, War- time military airfields of East Anglia 1939-1945. 1979.

Valdemar Jensen: Tåsinge rundt – en lokal- historisk sejltur. Tåsinge Museumslaugs forlag 1982.

Landet Sogns Kirkeblad: Feb .- marts 1988. Svendborg Avis: 16. februar 1944.

Langelands Avis: 24. april 1944. Tåsinge Lokal Blad: Maj 1985.

Utrykte kilder:

Carsten Petersen: Arkivundersøgelser fra engelske og tyske militærarkiver m.m. Meteorologisk Institut: Vejrforhold i det sydlige Danmark 15. februar 1944.

Håndskrevet beretning af Edvard Bro- holm, Skarø.

Mundtlige oplysninger fra: Ejnar Juul Han- sen, Vr. Aaby; Valdemar Jensen, Vor- næs; Arne Hansen, Vemmenæs; Bernabr Nielsen, Vemmenæs; Poul Svendsen, Rudkøbing; Karl Andersen, Rudkøbing; Gunnar H. Jensen, Vemmenæs.

And Special thanks to miss J. E. D. Arnold- Forster, West Yorks, England, for in- formations about Flight Lieutnant A. J. Sayer, and to mrs. Ruth M. Taylor, Christchurch, New Zealand, for infor- mations about Flight Sergeant D. W. Vaughan.

Efterskrift

Efter at jeg havde lagt sidste hånd på artiklen, modtog jeg et brev fra Ruth M. Taylor, New Zealand. Hun er søster til flyversergeant Douglas William Vaughan, som blev dræbt ved Vemmenæs. Hun fremkommer med en række nye oplysninger, som på væsentlige punkter kuldkaster dele af min beretning.

Ruth M. Taylor oplyser:

1. Broderen har aldrig været uden for New Zealand førend 1943, hvor han blev sendt til England via Canada.
2. Broderen havde glat brunt hår.
3. Broderen bar ikke fingerringe.

Disse nye oplysninger indebærer, at hverken den newzealænder, som Bernahr Nielsen arbejdede sammen med i 1936, eller den flyver, som han mente at gen- kende efter flystyrtet i 1944, var Ruth Tay- lors broder, men to andre personer, som lignede hinanden. Endvidere fortæller hun, at det var hende, der var i Danmark i 1952 for at lede efter broderens grav.

Sådan kan det gå, når nye momenter dukker op. Med de nye oplysninger blev det klart, at jeg i min første version er gået grundigt i vandet – men så er der ikke andet at gøre end at gå til bekendelse og fortælle den historiske sandhed.

Opdukken af nyt kildemateriale, som rokker ved hidtidige hypoteser, er en af de ting, der gør det spændende, aktivt at grave i vor historie.