Gæstebogen
Af Valdemar Jensen
Da Tåsinge lokalhistoriske Arkiv først på året 1988 fra Bregninge Menighedsråd mod- tog to store kasser, fyldt til randen med Bregninge kirketårns gamle støvede »gæste- protokoller«, der i høj grad kunne se ud til at have kendt bedre dage, gjorde man sig ikke straks klart, hvilken sjælden og værdi- fuld gave man modtog. Først en senere gennemgang af de ialt 79 bøger, der i tid rakte fra 1853 til 1970, viste, at samlingen skulle vurderes på højde med arkivets allerbedste klenodier.
Udsigten fra Bregninge kirketårn har åbenbart alle dage været en oplevelse for folket, lige fascinerende for høj og lav. I gæstebogen kvitterede fornemme embedsmænd med fruer, grever og baroner side om side med skomagere, tjenestekarle og malkepiger for den enestående udsigt, nær- boende folk fra Tåsinge side om side med folk fra alverdens lande.
Blandt bøgernes myriader af navne, hvor- af ikke to er ens skrevet, var der heldigvis mange, der lod sig inspirere af denne sær- lige oplevelse til at nedfælde sine tanker og stemninger i form af ord eller billeder på papiret. Derved blev denne samling, ikke mindst på grund af det lange tidsrum den spænder over, langt over 100 år, som et spejl af tidens begivenheder og strømnin- ger og tillige en slags bekræftelse på histo- riens gang.
Hvornår man begyndte på disse gæste- bøger, står hen i det uvisse. Fr. Chr. Lunds bog om Tåsinge fra 1823 indeholder en detaljeret og begejstret skildring af denne udsigt, der omfattede en flade på over 100 kvadratmil, men der nævnes intet om gæstebøger. Derimod skriver vor store digter H. C. Andersen, der besøgte Tå- singe i 1830, i sin roman: »Kun en Spille- mand«, hvor noget af handlingen netop er henlagt til Bregninge kirketårn: »En af de videste Udsigter i Landet er fra Bregninge Kirketaarn, man finder da ogsaa her, som i Vertshuset paa Brocken og slige besøgte Steder, en Bog, hvori den fremmede skriver sit Navn, stundom også en almindelig Hjerteudgydelse i slette Vers, eller en Vittig- hed, som kun morer Autor selv«.
Dette kunne tyde på, at det allerede den gang har været skik og brug med sådanne bøger, hvor man kunne få afløb for sine følelser, men der findes dog ingen beviser på, at digteren selv har været i tårnet, selv om det er højst sandsynligt. På grund af den, i bedste forstand, folkelige gæste- skare, blev det skrevne selvfølgelig ikke altid litterære perler eller guldkorn, men, skrevet efter bedste evne og temperament, en righoldig og fascinerende blanding, og som en naturlig reaktion på en stor ople- velse er denne brogede mangfoldighed på sin vis lige så værdifuld som gudbenådede digteres og kunstneres frembringelser.
Ligesom alle mennesker har sit eget tale- sprog, så har de også deres egen helt spe- cielle skrift, der vel i princippet er lige så individuel som fingeraftryk. Her findes prøver på alle former for skrift, fra gotisk til moderne formskrift, fra næppe læseligt smågnidder til bombastiske blokbogstaver.
Selv om lange passager i bøgerne kunne have en vis lighed med en telefon- eller adressebog, så er hvert navn dog skrevet af hvert sit menneske, og den, der interesse- rer sig for håndskrifter, vil sikkert finde denne lange række et studium værd.
De to lokalhistorikere, Povl Fredholm og Aage Bøggild, har begge i sin tid skrevet notater fra disse bøger, især den ældre del, antagelig med senere udgivelse for øje. Det nåedes desværre ikke, men notaterne har inspireret til denne lille mundsmag på indholdet, der forhåbentlig giver en og anden lyst til selv at gå på opdagelse i den interessante og spændende samling.
Indtil 1931 var det lærerne i Bregninge
gamle skole, der havde opsynet med tårnet og dermed også entréindtægten. Derefter overtog kirken selv administrationen, først med betalt vagt, men omkring 1960 gik man over til selvbetjening.
Hvor mange gæster, der i tidens løb har nydt denne enestående udsigt, har man ingen tal på, da der ikke findes regnskaber for hele perioden. En bevaret statistik viser dog, at mens man i 1940 på grund af krigen måtte nøjes med 6.146 besøgende, så var man i året 1955 nået op på over 40.000. Det har derfor uden tvivl været et savn for mange, at der siden 1970 ikke har været gæstebøger i tårnet.
Kongebogen
Det var en stor dag for Bregninge kirke, da Kongefamilien i året 1913 beærede øen med sit besøg og derunder nød udsigten fra tårnet. Den særlige gæstebog, der netop var beregnet til sådanne lejligheder, blev lagt frem, og deri skrev de kongelige gæster deres navne. Efter besøget blev begiven- heden markeret i den almindelige gæste- bog med nedenstående notits.
Det var imidlertid hverken første eller sidste gang, Bregninge kirketårn nød kon- gehusets bevågenhed. Den fornemme auto- grafsamling indledtes af kong Christian d. IX, da han besøgte tårnet i 1885 i følge med sine to sønner, Frederik (den senere Fre- derik d. VIII) og Valdemar. Som autogra- ferne viser, blev det dog Christian d. X.,
der blev den flittigste kongelige gæst i Bregninge kirketårn. Først som kronprins i 1908, og derefter både i 1913 og 1924. Senere har så vidt vides ingen kongelige nydt denne udsigt.
Den kongelige afdeling af gæstebogen lå selvfølgelig ikke frit fremme i tårnet, men opbevaredes sikkert i Bregninge gamle skole. Så sikkert at den i omtrent 100 år var fuldkommen ukendt for offentligheden, indtil den for få år siden af Else Frandsen venligst skænkedes til Tåsinge lokalhistoriske Arkiv, hvor den nu kan ses, og hvorfra den hurtigt kan hentes, hvis det glædelige skulle ske, at der atter blev brug for den!
Kendte navne
Som ledsagere for de kongelige gæster underskrev tillige en række mere eller mindre kendte honoratiores, men en gen- nemgang af de almindelige gæstebøger viser, at Bregninge kirketårn i tidens løb også har haft besøg af en lang række lands- kendte personer såvel inden for politik som kunst og kultur i videste forstand.
Den efterfølgende samling af kendte personers autografer, der så vidt vides er ægte og skrevet af personen selv ved besøg i tårnet, er helt tilfældigt udvalgt blandt mange flere, dog med undtagelse af den kendte politiker Klaus Berntsen, der over sit navnetræk skrev følgende smukke vers:
O, Danmark!
Skjønt gammel og bøjet af Fjendehånd
Skjønt splittet og tæret af Tvedragtsånd,
Du stråler dog atter forynget,
Som om slet intet dig tynged. –
Hvor hvisker i Dalen den rislende Bæk,
Hvor kvidrer vel Fuglen i løvtætte Hæk
Som i Danmark?
I Sommeren 1879 –
Udsigten
Da det var gæsternes oplevelse af den over- vældende udsigt fra tårnet, der fik dem til at gribe pennen, kan det ikke undre, at størstedelen af disse spontane ytringer dre- jer sig om at berømme denne udsigt. Det gøres på mange måder, lige fra enkelte ord til spaltelange poetiske lovprisninger.
Denne sætning er den almindeligste og forekommer i hundredvis:
En enkelt gæst har dog udvidet den lidt: »Jeg troede der var skønnest i Danmark, nu ved jeg det«. Det er svært at vælge mellem bøgernes tusindvis af begejstrede udbrud, der iøvrigt er lige så folkeligt sammensat som gæsteskaren:
»Skønt er det land, som vi kalder vort, smukt i sin statlige ælde … «
»Det skønne syn var alt for kort, nu må jeg atter ile bort«
Mads Fugholm, »Dikter«
»En ubeskrivelig skønhed ligger udstrakt for kirkens fod. Skønt at skue«
»Udsigten fra Bregninge, jo du kan tro, hun er den onde lyne mig go«
»Tåsinge? Et paradis på jorden«
»Efter nydelsen af den smukke udsigt er vi oplagt til en god frokost«
»Vi takker Bregninge kirke for den smuk- keste udsigt vi nogensinde har set«
»Tak for besøget, det kalder je «grøn Mae«
»Jeg kom her i storm: Udsigten enorm.
Jeg kom her i stille: Udsigten – åh – du milde«!
Mange jyder har gennem årene flittigt besøgt tårnet, men det må indrømmes, at de ikke alle var parat til uden videre at afgive førstepladsen til Tåsinge:
»Snart lige så kønt som på Himmel- bjerget«
»Med venlig hilsen fra den skønneste plet i Jylland, den smukkeste blandt perlerne, Vejle«
»Kun Himmelbjerget er smukkere«
»Trods alt det skønne vi her har set, så er og bliver Vestjylland dog nummer et«
Det var lidt koldt vand i blodet, men sammenligningen med Himmelbjerget er vel en anbefaling i sig selv, og det særlige panorama med »fastlande«, øer og holme, der kan ses fra Bregninge kirketårn, er vel mere typisk dansk end noget andet og har, som gæstebøgerne viser, gennem tiderne tiltrukket såvel danskere som folk fra alverdens lande.
Dette med alverdens lande skal omtrent tages helt bogstaveligt, for i bogen 1952- 1953 findes en liste over de lande, gæsterne kom fra. Ifølge denne er 23 nationer repræ- senteret, og da listen kun dækker ca et år, er tallet måske flere gange større.
»Dog, hvormegen Aarsag man end har til at prise Thorseng i og for sig selv, som et skjønt Land, saa kan man dog ikke nægte, at det fornemmelig er denne Øes Beliggen- hed og dens Omgivelser, som giver den en saa fortrinlig Rang blandt Danmarks skjønne, ynderige Egne. Dens nærmere eller fjernere Afstand fra de forskjellige Lande og Øer, som omringe den, eller som øines fra den, er det, som baade gjør Udsigten fra dens Høider saa malerisk skjøn og tillige Seiladsen omkring dens Kyster saa yndig. Paa ethvert frit og nogenlunde høit Sted paa Øen har man en skjøn og paa mangehaande Afvexlinger riig Udsigt, men intetsteds er den saa stor, saa viid, saa omfattende som paa Bregninge Banke.«
Sådan indledte pastor Fred. Chr. Lund i 1823 sin fremragende beskrivelse af, hvad der faktisk kan ses fra dette tårn »i øjets cirkelvandring.«
»Paa denne har det ialt overskuet 8 Provindser og Øer som ere større end Thors- eng, omtrent 20 mindre Øer og Holme, 5 Kjøbsstæder, 2 Flækker, 65 Kirketaarne, 20 Slotte og Herregaarde, 30 Veirmøller, foruden en stor Mængde Landsbyer, eenlige Gaarde og Huse, Skove og Fartøjer«.
Falske navne og humor
Det kunne naturligvis ikke undgås, at der i denne lange række indsneg sig falske navne, og i dette mindeår er det interessant, at navnene på de to fra Nørreskovens drama, der forekommer flere steder i bøgerne, har kunnet afsløres som et falsum. Det samme gælder »La Princesse Feodora Vetschera«, et navn fra det østrigske Meyerlingdrama, der af mange betragtedes som et forbillede for det hjemlige do. Såvidt vides har en sådan person heller aldrig sat sine ben i Bregninge kirke eller dens tårn, men begge dele illustrerer tydeligt, hvorledes tiden var optaget af det, der skete, og at det straks afspejlede sig i disse bøger.
»Hansen, Danmark« underskrev en gæst sig i bogen, og mere anonymt kunne det næppe blive, men opdigtede underskrifter, hentet fra såvel virkelighedens som litteraturens og eventyrets verden, er der i hundredvis af, og i denne række mangler hverken Paven i Rom, Hitler eller Anders And, ej heller Gorm den Gamle, Svend Tveskæg og Harald Blåtand, alle med fruer!
Rigtige spasmagere, der kun var ude på at lave grin med borgermusikken havde ligeledes frit spil i gæstebogen, men her må man huske, at humoren som alt andet forandrer sig i så langt et spand af år, og ud fra det skal vittighederne bedømmes. Hvad der var vanvittigt morsomt i forrige århundrede, vil måske næppe røre smilebåndet i dag, men få betegnelsen ligegyldige platheder. For eksempel denne omfangsrige underskrift under et af de »slette« vers samt et lidt usikkert »testamente«:
Nutiden kunne derimod godt acceptere denne vits fra 1877, skrevet af en mand, hvis kone ikke delte hans overstrømmende begejstring: »Føler du ikke noget, min Engel?«
»Jo, det blæser koldt heroppe!«
At bruge gæstebogen som kontakt- og ægteskabsbureau har på humoristisk vis været praktiseret i hele perioden. Begge køn har flittigt forsøgt sig, og måske har enkelte været alvorligt ment.
Tårnets trælse trapper, udsigten og den friske luft trættede gæsterne og virkede befordrende på appetitten og især på tørst- en. Talrige hjertesuk, der næsten har ka- rakter af nødråb for naturlige behov, har fundet vej til gæstebogen, lige fra denne særdeles bramfrie alarm:
til denne bitre konstatering fra 1921:
Hårdest ramt var dog de tørstige gæster, og mange af dem gjorde velmente forsøg på at sætte trængslerne på vers, for eksempel disse to fra 1889:
»O, Vandrer stands paa dette Sted
og hvil dig ud paa disse bløde Hynder
og grib saa fat i den forrustne Pen
og skriv en Saga for de Thorseng Bønder
Her sad jeg en Skjærsommerdag
mens tørstig Tunge sig ved Ganen klæber
Her er jo Udsigt - men hvor skal jeg faa noget vaadt for mine sprukne Læber?
Jeg hoppe vil af Taarnet ned et Minde fra den Tid man Gigt ej kjendte
Men hvor skal jeg saa vende mine Fjed
O, sig mig hvor skal jeg det vaade hente ??? «
»Skulde jeg et Ønske have
Her saa højt fra tørre Jord
Bring O, Himmel mig den Gave
Af en Carlsberg, helst en stor!«
Af og til brugte »de Thorseng bønder« gæstebogen som et forum, hvor de kunne komme lidt efter hinanden. Den kendte Gesinge-bonde Peder Hansen Lolk (Søren Lolks bedstefader) skrev i 1860 nogle bemærkninger i bogen, men blev straks fulgt op med dette:
»I henseende til ovenstaaende hrr Lolks Udgydelser kan jeg ikke undlade at udbryde:
»Jeg har det seet, jeg har det læst,
paa Bregninge Taarn har været et Bæst!«
Således at kommentere, hvad andre hav- de skrevet, var iøvrigt ret almindeligt, især i den ældre del. En mand fra Slagelse skrev f.eks. et lidt svulstigt og højtravende vers om »at leve og dø paa Taasinge«, men en senere mere jordnær gæst tilføjede:
»Du er et gammelt Vrøvl,
du bor jo i Slavelse,
saa ka du datte døe her«.
Kritiske bemærkninger
Da det også hører med til den menneskelige natur – måske især den danske – at brokke sig, med eller uden grund, så skulle det være mærkeligt, om der ikke i denne lange række fandtes kritiske og negative bemærkninger. Det gør der også, men i forhold til de positive er det så få, at de drukner i mængden og nærmest kun be- kræfter regelen.
Nogle går på helt personlige fortræde- ligheder:
»Jeg har saa græsselig ondt i mine Tænder«, eller
» … Øens Skønhed forundrede mig, men en frodig Skovtæge paa et vist sted smertede mig dybt!«.
Ellers var det vejret, de mange trapper, prisen og den elendige pen, der måtte holde for.
»Blæsten og det tykke Blæk jaged os fra Taarnet væk«,
og denne fra 1897 i lokalt sprog:
»oversat«: »Jøsses sikken et Vær idau vi ka itte see længer end ligefaa Næsen paa vos«.
»25 Skejs vi maatte bøde for at komme ned fra denne hulde Kvinde, nu gaar vi paa Kroen ned for trøst at finde«.
»Himmel og Jord staar ud i et, alligevel maatte vi betale 25 øre«.
Et selskab blev i 1880 overrasket af et uvejr, så der blev tid til at skrive følgende:
»Her sidde vi som Fanger i Bregninge Taarn,
dybt savnende den Frihed vi fandt tilforn,
det smilende Landskab forvandlede sig brat,
da Tordenskyen hyllede os i Mulm og i Nat.
Du Thorsengs Guddom lyt mildt til vore Ord!
O, slip dine Ofre, du stærke Aukathor! «
Således at anråbe de gamle hedenske guder fra kirkens tårn var stærkt, men der var dog en, der gik endnu videre og derved beviste, at gæstebogen var åben for alle anskuelser:
»Stående paa Toppen af Symbolet paa en døende Livsanskuelse forudsiger jeg, at denne Verden snart vil blive behersket af en ny og sundere Ideologi, en Ideologi, der har sin rod i selve Alnaturen«.
Endvidere var der i 1961 en gæst, der. mente, at kritik også bør rettes den anden vej: »Jeg vil lære af mine omgivelser og jeg vil kritisere mine tankers indhold så længe jeg lever«.
Den store oplevelse kunne endda få en med sort samvittighed til at komme på bedre tanker:
»Tak for besøget, det er noget lort som vi har gjort«.
Et par rigtig sure opstød manglede heller ikke:
» … rejste paa Apostlenes Heste fra Fyen til Bregninge Kirke for at nyde Udsigten, men skuffede i vore Forhaabninger maatte vende tilbage med en lang Næse«.
»Bregninge Taarn kunde være dejlig at besøge, naar der bl.a. var en god Kikkert, og Fremmedbogen var i Orden, saaledes at man efter flere Aars Forløb kunde finde Navne paa gamle Venner eller Slægtninge som tidligere har været her. Som Forholdet nu er, er den uden Betydning«.
Det var der dog en – muligvis opsynet – der mente var for groft og skrev nedenunder:
»Her forefindes to udmærkede Kikkerter paa Taarnet og Fremmedbøgerne fra de sidste 30 Aar ligger til Tjeneste sammesteds!«.
Krigenes spor
Gæstebøgernes lange række er som et stykke danmarkshistorie, hvor store og små begivenheder gennem de skrevne bemærkninger kan følges. Ikke mindst krigen i 1864 og de to verdenskrige, der alle berørte Danmark, kan spores tydeligt.
Som følge af krigen i 1864 opstod tilsyneladende et vist flygtningeproblem. Tre personer, der var flygtet fra Slesvig, fortæller hver for sig i gæstebogen om deres grunde. Den ene, der var ølbrygger i Flensborg, således:
»Som Flygtning paa Grund af Eedsnægtelse til den preusiske Ørn ankom jeg her med
Ønsket om at den preusiske Rovfugl ligesaa hurtigt
men med banket Trøie
maa forlade Sleswig og Dannebrog indtage dens Plads«.
På trods af denne ulykkelige krig og dens følger for landet var tiden op til første verdenskrig præget af fremskridt på mange felter. Sydfyn fik f.eks. jernbaneforbin- delse med den store verden, og man kan forestille sig, hvor imponerende lokomo- tivernes dampskyer har taget sig ud set fra kirkens tårn. I hvert fald kom der til at stå i gæstebogen, august 1876:
»Nu rækker Odin Thor sin Haand
Fast ned til Thorsengs høje Kirke
Er lagt fra Odins gamle Virke
En ny og mægtig Idræts Baand
Fra Domen, hvor Sanct Knud er skrinet
Til hist, hvor Tokes Pil den hvined
Der lyder nu Damphestens Hvin«
Bortset fra vor lokale »verdensbegiven- hed«, Nørreskov-dramaet, der som nævnt satte sig tydelige spor i gæstebogen, gik tiden nu forholdsvis fredeligt, indtil krigs- skyer atter formørkede himlen, og i august 1914 hed det:
Disse betragtninger fortsætter en gæst i tårnet med hele 7 vers, underskrevet H, deriblandt disse:
»Hvor er Fornuften
hvormed man praler
er det kun tomme
Fraser og Taler?
Og Kærligheden
hvormed der viftes
og Broderfreden
som skulle stiftes?
Oh, Gud du bevare
vort ældgamle
Dan fra Ufredens
Fare fra Rovlyst og Ran!«
Da freden endelig kom, skrev en gæst:
»Se mod Øen hist ovre i Vester og tak for Befrielsen vor høje Mester«.
Også anden verdenskrig gav anledning til mange bemærkninger i gæstebogen. Nu havde man krig og besættelse på nærmeste hold, og den almindelige danskers mening om vore sydlige naboers opførsel blev ikke holdt skjult:
»Fra Taarnet skuer jeg alt det skønne – nu ønsker jeg blot – herut med de grønne«.
»Fra Bregninge Kirke mit Øje skuer, men Tysken i Landet ej jeg huer«.
»Vi kunde se til Tyskland, men vendte Ryggen til«.
Det er tydeligt, at man var meget forsigtig med at sætte navn under sådanne ytringer. Det kunne også godt være farligt, for ikke alle gæster i Bregninge kirketårn var lige gode danskere, og Gestapo drev sin virksomhed overalt.
Disse simple, men meget sigende tegninger fra 1941 var klogeligt nok heller ikke forsynet med navn og adresse !:
»Vi vil skrive i Sand
hvad de gamle led
men i Sten hans Navn
som for Frihed stred«.
Denne hilsen til frihedskampens ofre, for hvem krigens tid var blodig alvor, var at se i gæstebogen, da det nærmede sig slutningen, og nu sporedes trods alt en vis optimisme:
Endelig kom befrielsen, og denne var kun 4 dage gammel, før det igen vrimlede med udenlandske gæster. Denne gang var det glade engelske soldater fra bl.a. »Royal Navy« og »Royal Dragoons«, der erobrede tårnet, nød udsigten og kvitterede således i gæstebogen under datoen 9. maj 1945:
Stregernes tale
Den særlige oplevelse, et besøg i Bregninge kirketårn er, har tilsyneladende altid appel- leret til det lille tegnetalent, der findes hos enhver, og det har sat sig mange fornøjelige spor i gæstebogen i hele det lange forløb. Disse folkelige »kunstværker« må natur- ligvis også vurderes ud fra de givne forud- sætninger, især den korte tid der var til rådighed.
Var krigenes spor lidt dystre, så er gæstebogens tegninger til gengæld udtryk for en vis humor og livsglæde, f.eks. denne herlige udflugt fra den kendte sommerpen- sion i Skovballe.
En af de første tegninger i gæstebøger- nes lange række er denne karikaturtegning fra 1859, der dog måtte optegnes på grund af talrige overstregninger. Det var elever fra Skaarup lærerseminarium, der besøgte tårnet, og under tegningen var skrevet:
»Hvem har givet Eder Lov til at tegne saadan noget, hvad, I Slubberter«.
»Hvornaar skal man gaa forud for Damerne?« spørger en mandlig gæst i 1866, da det ellers var in at være galant. Han svarer selv: »Naar man skal op ad Trapper«. »Tværtimod«, mente åbenbart denne tegner, mens han omtrent 100 år senere nød denne skønne udsigt på vej op!
Også den skønne udsigt fra tårnet har nogle kunstnere med held givet sig tid til at tegne, men ellers er det småbilleder og vignetter som de følgende (side 47), der dominerer gæstebøgernes mylder af glade tegninger, og hvoraf flere røber et vist talent.
Poesi
»Var jeg i Digterkunsten viis
jeg skrev til Bregninge Kirkes pris«
Sådan skrev en gæst i 1902, og mange har både før og siden i gæstebogen forsøgt sig i den ædle kunst. Ikke alle med lige stort held, og de fleste ville sikkert af digteren få karakteren: »Almindelige hjerteudgydelser og slette vers«, men da de alle, både korte og lange, er udtryk for taknemlighed over den oplevelse, man netop har haft, så er alle forsøg dybest set ligeværdige.
Desuden kan det være uendelig svært at vælge mellem bøgernes tusindvis af poetiske indslag, så efterfølgende prøver er nærmest tilfældigt udvalgt, men sammen med de foregående giver de forhåbentlig et indtryk af denne folkelige og spontane digterkunst.
»Vi reiste om saa mangt et Sted,
Og noget skjønt der var jo allevegne,
Tilsidst da saa vi Thorseng med,
Og Intet var saa skjønt som disse Egne!«
(1866)
»Hil være Dig Thorseng du herlige Ø
Du Danmarks skjønneste Have
Her ligger du midt i den gyngende Sø
En kostelig Himmelens Gave.«
(1876)
»Hvorhen vi end i Danmark kom
Guds Storhed at beskue
Vi aldrig saa saa viden om
Og aldrig saadan Bue
En Horisont saa underskjøn
Var ingensteds at finde!
Gud signe hver – det er vor Bøn
Hver Sjæl den slutter inde.«
Christiane Frantzen 1876
Den nyeste del af bøgerne, dette tidens spejl på godt og ondt, er desværre stærkt præget af hærværk og manglende opsyn, og en gennemgang af denne del er derfor noget af en ørkenvandring med kun få oaser.
»Gæstebogs-kulturen« har et lavpunkt i 1963, hvor en bredt skrivende rød farveblyant går amok og misbruger pladsen. Desuden har man i vid udstrækning brugt almindelig blyant, så det skrevne er vanskeligt at læse og mindre holdbart.
»Hvorfor er her ikke en kuglepen?« spørger en gæst fortvivlet.
Et andet lavpunkt indtræffer sidst i det samme årti. Da forsøger ubefæstede sjæle, måske som følge af den »seksuelle fri- gørelse«, at forvandle dette talerør for be- gejstrede gæsters taknemlighed til et forum for usædelige skriverier, og det afholdt for- ståeligt nok mange gæster fra at skrive, selv om de gerne ville.
Da en sådan gæstebog og specielt denne lange række så at sige er »folkets egen historieskrivning« og som sådan en værdi- fuld kulturaktivitet, må det inderligt hå- bes, at det snart igen bliver muligt at eta- blere denne service for gæsterne, ikke mindst til glæde for vore efterkommere, der nødigt skulle have et forkert indtryk af nutiden, for ét er sikkert: Udsigten fra Bregninge kirketårn er stadig lige vid og stadig lige skøn!