En rask gammel Tåsingekone
En rask gammel Taasingekone Karen Poulsen og hendes Blomster En 76-aarigs Amerikarejse
Af Thorvald Hansen
Endelig kom da den Vinter, vi alle havde ønsket maatte udeblive, men som vi dog godt anede vilde komme. Sneen klumpede under mine Træsko, medens jeg gik langs Vejlens siv- kransede Bred. Ude bag nogle Rør var der endnu en ganske lille Vaage – der laa to Ænder. Den ene pludrede lystig med sin Ægtefælle – efter alt at dømme befandt de sig vel.
Knap saa gemytlige er et Par Viber, der med Hovedet trukket ned i Kroen traver frem og tilbage i en Vandpyt, mens de udstøder nogle melankolske Lyde. Udsigten til »Ar- bejdsløshed« faar dem til at se sort paa Til- værelsen.
Det begyndte igen at sne – og Vinden bider i Ansigtet. Jeg standser en Stund og spekule- rer paa at vende Næsen hjemad. Da kommer Solen frem bag en Sky og forgylder en Stund Vejlen og Vornæs By. Saa faar jeg en Idé: Jeg vil kigge indenfor hos Ka’ Daa’mers.
Det lille Hus ligger smukt der, hvor Vor- næsvejen deler sig. Jeg standser en Stund i Læ af Huset, før jeg gaar ind. Her var virkelig en lille Plet, hvor det var Foraar. En mængde smaa, gule Blomster var myldret frem ved Si- den af den hvide Gæk.
Saa stod jeg da i Karens lille Stue med Cha- tolet og den gamle Bornholmer – og der midt paa Bordet og i Vindueskarmen stod de samme gule Vaarbebudere, som jeg saa uden- for.
Karen ser smilende fra mig til Blomsterne:
Ak, ja, du tror det sagtens ikke – jeg holder ligesaa meget af mine Blomster som af mine Børn, og jeg betragter dem næsten som leven- de Væsener. Men er det i Grunden sært? I 48
Aar har jeg siddet og solgt Blomster paa Svendborg Torv til Godtfolk – saa vi er efter- haanden blevet Bekendte. Men hvor alt dog er forandret i Løbet af de 48 Aar – Karen faar en Taare i Øjet. – I Begyndelsen gik jeg derud hver Dag, ja, en Gang imellem slap jeg jo op at køre – det var nu en Undtagelse. Og det, jeg handlede med, hvor var det smaat: en Skæppe Kartofler og nogle Blomster – for Størstedelen vilde Skovblomster eller grønne Grene – men saadan noget var vi alle glade for i de Dage.
Efterhaanden fik jeg min Have her ved Hu- set anlagt og fik alle Slags Blomster sat deri.
Karen smiler og ser ud over den snedækte Have med de skønne gamle Træer.
Ja, se blot, alt det er mit Værk. Jeg har plan- tet det hele. Men du ved heller ikke, hvor jeg elskede denne Plet. Naar vi selv har anlagt saa- dan noget, faar vi rigtig Kærlighed dertil.
Naa, men vi talte jo om Torvet. Nej, se nu gaar det anderledes til. I mange Aar kørte jeg ud hver Lørdag med min lille Hest – nu biler jeg. Karen ler hjerteligt. Ja, det er vel nok Fremgang. Trods mine 78 Aar maa jeg hver Lørdag af Sted med mine Blomster: Jeg kan ikke undvære den Tur. Men hvor har jeg ogsaa gjort den Have godt ud – den har hjulpet os gennem trange Tider. Jeg betror da heller ingen Fremmed at grave den, jeg maa selv være med, ellers ødelægger de mig mine Blom- steranlæg. Det sagde jeg ogsaa i Amerika: Jeg maa hjem til April, naar Haven skal graves og Kartoflerne lægges.
Hvor længe er det siden, du var i Amerika?
To Aar. Jeg var 76, da jeg rejste. Min Søn, der er Bygmester paa Long Island, sendte mig
17
Page 2:
Rejsepenge og bad mig mindelig om at komme, og jeg var straks klar. – Du kommer aldrig levende hjem, Karen, sagde mange til mig. – Naa, ja, sagde jeg, saa dør jeg vel lige saa godt i Amerika som paa Taasinge – og jeg fortrød rigtignok heller ikke Turen; det var en stor Oplevelse for mig. Skibet, jeg sejlede med, hed »Frederik VIII«. Sikke et Skib. Men jeg havde ikke været om Bord længe, før jeg var gode Venner med dem alle. En Dag kom Overhovmesteren og inviterede mig op til Kaptajn Mecklenburg, og Kaptajnen viste mig alle Navigationsgrejerne og de mange store Søkort, der hang paa Væggen. Jeg saa den traadløse og de Apparater, hvormed de kunde signalisere fra den ene Ende af Skibet til den anden. – Vi passerede et Isbjerg i Nat, sagde Kaptajnen. – Kunde De se det? spurgte jeg. – Nej, sagde han, men vi kunde mærke paa Vandets Temperatur, at der var Isbjerge i Nærheden. – Er det ikke storartet? Oppe i Formasten hang en Mand som i en Kurv og holdt Udkig.
Næste dag blev jeg af Overhovmesteren budt ned at se Køkkenet. Nej, hvor var der fint. Inde i deres Kødrum hang hele Okse- kroppe, som de skar af. Men da de fortalte mig, at de daglig brugte 7 Tdr. Kartofler, maatte jeg grues; og saa havde de et Appparat, de kaldte »Djævlemaskinen« – den kunde hakke Kød, piske Æg og meget andet paa en Gang.
Se, det værste var, at jeg blev ømfodet af at gaa med Læderfodtøj hver Dag, og saa sigerjeg til Overhovmesteren en Dag: – Er det til- ladt at gaa med Træsko her ombord? – Ja, det er det rigtignok, sagde han, og saa gik jeg med Træsko. Der var ingen, der bemærkede noget, skønt jeg havde dem paa ned i Spisesalen. Men en dag kom en fin Dame og spurgte, om hun maatte laane mine Træsko, for der skulde være Karneval ombord. Ja, sagde jeg, men De kan ikke gaa med dem. – Jo, det mente hun nok, hun kunde. Men hun tabte dem hele Tiden midt paa Gulvet, og hvor det morede alle.
En Nat blev det rigtig daarligt Vejr, og 3 Koøjer blev slaaet ind af Søen, og en Baad blev slaaet i Stykker. – Vi vil op at se, hvad der er i Vejen, raabte alle de andre, men jeg blev i min Kahyt, idet jeg tænkte: Skal vi gaa under, saa vil jeg dø her i min Køje, ellers falder vi bare ud i det store dybe Hav, og det var dog saa grimt at tænke paa.
Jeg blev alligevel glad, da vi naaede New York, og min Søn kom og tog imod mig med sin nye »Pontiac«. Vi kørte saa op gennem de store Gader i New York, ud gennem Brooklyn og over til Long Island. Jeg husker ikke, hvor mange Minutter vi kørte i Tunnelen, men morsomt var det. Gaderne var brede i New York, og jeg syntes slet ikke, Skyskraberne saa saa høje ud; det var vist de brede Gader, der tog Synet fra dem.
Jeg fik baade By og Land at se. Min Søn tog mig med i Verdens største Teater, – sikken en Sal, og sikken et myldrende Menneskehav. – Og saa kørte han mig ud paa Landet. Jeg syn- tes nu ikke, at der var skønnere end her oppe paa Bregninge Bakke. Men ude paa Sydsiden af Long Island, der var dejligt. Vi boede lige ved Vanderbilts Park og Villa – og den fik jeg Lov at komme ind i. 110 store Værelser var der, og alt var Marmor og Guld. Marmoret var indført fra Italien. Og da Mister Jørgen- sen, der viste mig omkring, fortalte, at gamle Vanderbilt begyndte som Færgekarl og endte som Ejer af 200 Millioner Dollars – da maat- te jeg grues. Saadan kan vi ikke her hjemme.
Og jeg fik rigtig hilst paa baade det gamle og det ny Amerika. For jeg traf en gammel Mand, der al sin Tid havde redet Post mellem New York og Chicago. Hans Forældre var dræbt af Indianerne, og selv havde han mange Gange været i Kamp med dem. Da vi skiltes, gav han mig Haanden og sagde: – Farvel, Mor, vi ses i Himlen.
Og saa oplevede jeg at komme op at flyve.
Er du bange? spurgte min Søn. – Bange, nej, jeg er ikke bange for saa lidt, sagde jeg, og saa fløj vi. Et helt Kvarter svævede vi ind over New York.
Nu er vi over Jerusalem, sagde min Søn. – Nej, holdt, sagde jeg, det kan godt være, vi er langt borte, men saa langt skal du ikke indbil- de mig, at vi er. – Naa, det var da heller kun Jerusalemsgaden, han mente.
Du kunde godt lide Amerikanerne?
Ja, det var prægtige Folk – og sikke en dejlig Fart alt gik med; der kunde ingen andre være med end dem, der baade vilde og kunde arbejde. Naa, saadan er det vel alle Steder – den Hund, der skal nødes i Skov, bider ingen Dyr.
Jeg blev der et halvt Aar, saa vilde jeg hjem. De holdt paa mig, men det var min Have, der stod mig i Hovedet. Og da jeg kom om Bord paa »Frederik VIII« igen, sagde Overhovmesteren: – Naa, nu skal De hjem at plante kartofler! – Han kunde huske, hvad jeg havde sagt. – Ja, det hedder nu »lægge«, sagde jeg, og saa fik vi os et billigt Grin over det.
Jeg var glad og forventningsfuld, da jeg rej- ste, men jeg var lige saa glad og forventnings- fuld, da jeg kom hjem. Her ventede alt paa mig, og her stundede en dejlig Sommer til med Arbejde og Virksomhed. Det dejligste af alt i Verden er, at der er noget, der venter paa én – et Sted, hvor vi ikke kan undværes.
Men om halvandet Aar rejser jeg igen – om jeg da lever saa længe – saa bliver det vel ogsaa sidste Gang. Men jeg vil af Sted, saafremt jeg kan. Det kan ikke nytte at give op for lidt.
Postkort med Skandinavien-Amerikaliniens skib “Frederik VIII”, som Karen rejste med til Amerika
Saa gik jeg hjemad. Nu ærgrede den Smule Kulde og Sne mig ikke mere. Naar den gamle Kvinde regnede en Amerikarejses Strabadser for intet, kunde jeg da ikke lade mig dupere af en Smule Sne, og med raske Fjed gik jeg langs Vejlen hjemad – medens jeg tænkte paa gamle Karens Amerikarejse.
Efterskrift
»Ka’ Daa’mers« er den tøsingske benævnelse for Karen Dommers. Hendes døbenavn var Karen Kirstine Jespersen og benævntes med tilnavnet Dommer. Hun blev født d. 10. september 1853 som datter af gmd. Christen Jespersen (Svop) og hustru Ane Margrethe Rasmusdatter (Dommer) i »Dommergaarden«, Vornæs, og døde i Vornæs d. 9. oktober 1935. Hun blev gift d. 22. april 1881 i Landet kirke med Niels Poulsen, snedker og musiker. De fik bygget et hus (nuværende Vornæsvej 54) på en parcel af hendes fødehjem.
Han var født d. 18. januar 1855 i Strammelse og døde d. 29. januar 1927 i Vornæs.
Sønnen, som hun besøgte i Amerika, hed Kristen, men i det efterfølgende digt benævnes han som Peter. Han var født d. 8. maj 1881.
Denne artikel er fundet trykt i »Svendborg Avis« d. 31. marts 1932. Thorvald Hansens navn står undertegnet. Han var født d. 16. november 1901 på Strynø. I sin ungdom var han landmand, fisker og sømand. Efter afsluttet læreruddannelse på Skårup Statsseminarium 1931 boede han et års tid i »Lille Vejlegaard« her på Tåsinge, og her fik han megen kontakt med Søren Lolk.
I 1932 blev han ejer af og forstander for Nørre Søby Fri- og Efterskole og virkede der indtil 1956, hvor den blev solgt.
Thorvald Hansen døde d. 18. oktober 1960, kun 59 år gammel.
Artikler i Tåsinge Årbog 1997, 2000 og 2002.
Amerikarejsen Digt
af Hedvig Johanne Nielsen
- Der ligger en gammel rønne
godt gemt mellem pilekrat,
ved døren står brændestakken,
på trappen sidder en kat.
En gammel, agtværdig skrukke
går tur med de yndige små,
på grøftekanten gror skræpper
og blomster gule og blå. - Derinde bor gamle Karen
af slid blev nok ryggen lidt krum,
men Karen er rask og virksom,
og Karen er ikke dum.
Tæt hyllet i ternede sjaler
og skørters struttende væld
dybt inde bag hovedklædet
der finder man Karen selv. - I haven gror løg og persille
og gulerod, kål og radis
hun sælger det hele på torvet
til dagens højeste pris.
Og træerne bugner af æbler,
Oranger og Gravensten,
dem plukker Karen med møje,
og aldrig hun glemmer en gren. - Hun graver og luger og river
hun gøder sin kære muld
af tunge klingende mønter
får Karen tit lommen fuld.
I stalden står »Frits« og gumler,
han længes mod torvedag,
for så skal de ud og lunte
til Svendborg i ro og mag. - Hver eneste lørdag morgen
jeg så dem komme, de to,
kun langsomt nå’de de fremad,
men fremad det gik, jo jo.
Godt gemt mellem sjaler og klude
der troner Karen så stolt
imellem kurve og kasser,
– kun løst i tømmen hun holdt. - For »Frits« han finder nok vejen,
de to har kørt den så tit,
han kender den gamle skole
og smedens det grønne stakit,
og at der skal der drejes til venstre,
det kender »Frits« på en prik,
han standser ved færgelejet,
som det nu er gammel skik. - Ved færgen er liv og larmen,
for alle så skal de med.
Der ringes med færgeklokken.
»Så »Frits«, nu må vi af sted!«
Så ruller de ud på færgen,
den gode gamle »Fritz Juel«,
helt gemt mellem uldne sjaler
er Karen for blæsten i skjul. - Så lunter de op gennem byen,
på torvet slår Karen sig ned,
der sidder hun hele dagen
og giver om priser besked.
Om regnen strømmer fra skyen,
hun viger dog ikke sin plads,
nej hun holder ud til det sidste,
»der skulle vel være en stads!« - Og først når aftenens skygger
sig lister bag hegnet frem,
med tomme kasser og kurve
man ser hende vende hjem.
Men tasken er fuld af mønter,
og det er jo det, der skal til.
»Ja, nu fik vi penge i kassen,«
»Frits« får et træt lille smil. - Firs år har Karen nu levet,
og stadig er hun i sving,
men her i vor lille verden
der sker dog de særeste ting.
En dag siger Karen så stille:
»Nu rejser jeg bort for en tid,
det bliver lidt kivsomt i længden
med alt dette evige slid«. - En lille tur på Atlanten
dertil mangled’ Karen ej mod:
»Jeg rejser i mine træsko,
for jeg er vel lige god«.
Jeg fryser om mine fødder
i disse her nymodens sko,
jeg rejser med hovedklædet,
ja, det kan I lige tro. - »Min søn han bor jo derovre,
og nu vil han se sin mor,
ja, tænk, han har sendt mig billetten,
det koster mig slet ikke spor.«
Så sa’ hun farvel til sin have,
og klapped’ sin gamle hest,
og så rejste gamle Karen
afsted mod det fjerne Vest. - Så sejled’ hun over Atlanten
med træsko og hovedtøj,
ombord på den fine damper
der blev et »farligt halløj.«
Kaptajnen kom ned for at hilse
på Karen, da alting var klart,
– i første klasses saloner
der gik hun og havde det rart. - »Åh, – undskyld jeg spørger kaptajnen,
må man gå med træsko ombord?«
Kaptajnen svared’ så venligt:
»Oh – ja, det gør slet ikke spor.«
Så trampede Karen i dækket
og skruttede sig i sit sjal,
hun dansede »træskovalsen«
en aften til karneval. - En morgen var land i sigte,
og frihedsstøtten man så,
at Karen var nær ved målet,
det kunne hun knapt forstå,
men der står jo Peter og vinker, –
han ligner en flot baron,
han har også dollar på rente,
– vel næsten en halv million. - En dag står hun atter på dækket,
for Karen vil hjem til sin ø,
hun stirrer med slørede blikke
langt ud i den oprørte sø.
Så vender hun sig mod kaptajnen
og siger med usikker stemme:
»Ja, – undskyld jeg spørger kaptajnen,
– men sig mig, hvornår er vi hjemme?« - »For nu er der forår i luften,
og nu vil jeg hjem i min have,
kartoflerne de skal jo lægges,
og jeg skal plante og grave,
men det kan en fornem herre
som De vel ikke begribe,
for De går jo kun her og snakker
og tygger på Deres pibe.« - En dag i det tidlige forår gik Karen,
som intet var sket
og puslede i sin have,
som vi det så ofte har set,
men spørger man hende om rejsen,
så får man et eventyr
om bølger så høje som huse,
og bjerge og mægtige byer. - Så leves det hele igennem,
og Karen hun siger til sidst:
»Jeg rejser igen ad åre,
det er da sikkert og vist,
for gå herhjemme og trisse
se, det er skam slet ikke sundt,
og havde jeg masser af penge,
så rejste jeg verden rundt.« - At flyve jeg også fik prøvet
fra luften jeg tittede ned
på alle de prægtige byer,
jeg svimlede næsten derved.
Hvorfor sku’ jeg være bange,
engang skal vi alle dø,
Jeg syn’s, det er lige meget,
om det sker på land eller sø.« - Og atter er Karen på Torvet
hun står, hvor hun plejed’ at stå,
med fødderne i sine træsko
tæt hylllet i sjaler grå.
Med fade, kurve og kasser
hun tumler igen som før,
men straks er hun fyr og flamme,
Hvis nogen om rejsen spør”. - Hvad er det med gamle Karen,
hun bliver så underlig stille
derhenne blandt sine kurve,
hun synes så bleg og lille.
Hun gribes af stærke arme,
så bæres hun ind i en stue.
– For døden fik gamle Karen
slet ikke tid til at grue. - Hun døde derude på torvet
midt i sit travle virke,
nu hviler hun mellem de andre
derovre ved Landet Kirke.
Men endnu står huset ved vejen
og minder оnom gamle Karen,
som ikke forlod sine trasko
og aldrig frygtede faren.
Dette digt er skrevet af Hedvig Johanne Nielsen, født d. 28. marts 1897 i Vornæs, som datter af lærer Hans Nielsen og hustru Johanne Margrethe Jensen, Vornæs skole. Hun var den næstældste af deres 6 børn, alle piger. Hun blev uddannet som musiklærerinde, men døde ugift.
Digtet gengives her med nutidig retskrivning.
I Taasinge Lokalhistoriske Arkiv findes digtet både i afskrifter samt gengivelse fra aviser, men lidt forskellige.
Det blev udgivet i hendes egen trykte digtsamling: >»Gule blomster og andre digte«, 1975, samt gengivet som bilag 1 i hendes søster, Thyra Nielsens bog: »En Tåsingepige tænker tilbage«, fra 1995.